Narkosælgende tv-skolelærer triumferer igen
Prisen for årets bedste dramaserie på amerikansk tv er gået til “Breaking Bad”. Det er anden gang i træk.
Stofferne flyder i tv-serien, men i det virkelige liv er det statuetterne, det bugner med blandt skuespillerne i “Breaking Bad”.
Serien har for andet år i træk vundet den prestigefulde Emmy-statuette for årets bedste dramaserie ved prisuddelingen i Los Angeles.
Også seriens hovedrolleindehaver, Bryan Cranston, kan gå hjem med en pris. Han vandt prisen for bedste skuespiller i en dramaserie for sin præstation som den narkosælgende, kræftsyge skolelærer Walter White.
Derudover høstede serien en række andre priser, som alle glæder seriens skaber, Vince Gilligan.
– Det er en fantastisk måde at sige farvel til vores serie på, siger han ifølge Reuters.
Det sidste afsnit af “Breaking Bad” er rullet over de amerikanske tv-skærme efter den femte sæson.
Også i kategorien for årets bedste komedieserie er der gentagelser på spil.
For femte gang i træk er det holdet bag serien “Modern Family”, der kan juble. Dermed tangerer serien rekorden for flest vundne statuetter i kategorien i træk, da tv-serien “Frasier” og “Modern Family” nu står lige.
/ritzau/