Narkodømt hævder at have bestukket politimand
Politiklagemyndighed undersøger nu, om politimand fik 5000 kroner for oplysninger om narkoefterforskning.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøger en sag, hvor en politimand angiveligt skal have givet kriminelle oplysninger om efterforskningen af en narkosag for penge.
Politimanden skal angiveligt have fået 5000 kroner for at fortælle de kriminelle, hvis deres navne dukkede op under efterforskningen.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Tidligere på året stod den forhenværende kommunalpolitiker Yunus Coban sammen med to andre mænd tiltalt for omfattende narkosmugling.
Tidligere politiker dømt
Anklagemyndigheden mente, at det tidligere byrådsmedlem fra Horsens var indblandet i indsmuglingen af op mod 20 kilo kokain og heroin. Han blev dog “kun” dømt for omkring fem kilo hovedsageligt kokain og fik en straf på ti års fængsel.
To andre i sagen blev idømt henholdsvis otte og 13 års fængsel.
Men under sagen var det en fjerde mand i affæren, AV, der pludselig kom i centrum. Han blev sidste år idømt otte og et halvt års fængsel i en tilståelsessag.
I et retsmøde i februar forklarede Yunus Coban, at han og en anden på et tidspunkt i 2014 ville ud af det hele, fordi de følte jorden brænde under sig.
“Politimanden havde sagt, at vi bare skulle være rolige”
Ifølge Horsens Folkeblad forklarede lokalpolitikeren, hvordan AV havde beroliget dem.
– AV sagde til mig, at han havde en kammerat, der arbejdede hos politiet. Han fik 5000 kroner.
– AV sagde, at politimanden havde sagt, at vi bare skulle være rolige. Vores navne var ikke nævnt i forbindelse med efterforskningen. Hvis det skete, ville han (politimanden, red) kunne se det, og så ville han kontakte os.
Oplysningen kom bag på sagens anklager Lenette Skalk fra Sydøstjyllands Politi, og efter samråd med chefanklager Jan Østergaard blev oplysningerne sendt videre til DUP, skriver Horsens Folkeblad.
– Vi har en sag vedrørende de oplysninger, der kom frem i retten. Det kan jeg bekræfte, men det er alt, jeg kan sige nu, siger kontorchef Charlotte Østergaard fra DUP til Horsens Folkeblad.
/ritzau/