Narkobilist stoppet med sømmåtte
Og bagefter kom politihunden Vargo blæsende
En 20-årig narkobilist blev natten til onsdag sendt til tælling af først en sømmåtte og dernæst politihunden Vargo.
Betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bemærkede den unge mand, som kom kørende på Næstvedvej lidt uden fir Vordingborg. Sherifferne besluttede sig for at kontrollere bilen og føreren.
-Da de kørte efter bilen, accelererede bilisten kraftigt og prøvede at køre fra politiet, oplyser politiet i en pressemeddelse.
Herefter fulgte en længere biljagt gennem Vordingborg, indtil bilisten nåede frem til Nyraad. På hovedgaden ventede nemlig en hundepatrulje, som havde lagt sømmåtter ud på vejen.
Fandt kanonslag
-Derfor punkterede flugtbilisten på tre hjul. Da bilen kort efter standsede, sprang han ud af døren og stak i løb, men han havde politihunden Vargo i hælene og nåede derfor ikke langt, oplyser politiet.
Den 20-årige blev efter anholdelsen narkotestet, og der var udslag for både kokain og hash. Kørekort havde manden ikke.
Han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for kørsel uden førerret og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger. Da mandens bil blev undersøgt, dukkede to kanonslag op.
Den 21-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.