Næsten 10.000 underskrifter for retten til privatliv på nettet
Forbrugerrådet Tænk har siden oktober samlet underskrifter for at stoppe urimelig indsamling af personoplysninger i den digitale verden.
Indsamlingen af underskrifter for at stoppe urimelig indsamling af personoplysninger, som Forbrugerrådet Tænk har lavet, er ved at nå sin afslutning og bliver i slutningen af februar afleveret til justitsministeren.
Som en del af kampagnen ”Har du tænkt over, at dine apps har frit spil” har Forbrugerrådet Tænk siden oktober sidste år samlet underskrifter for ”en lov, der beskytter forbrugerne mod urimelig indsamling og brug af personlige oplysninger, så de samme regler gælder i den digitale verden som i den fysiske”.
Nu er der næsten 10.000 underskrifter. Det glæder direktør for Forbrugerrådet Tænk, Lars Pram:
– Vores mål med underskriftindsamlingen har været, at vi, sammen med forbrugerne, vil råbe politikerne op om behovet for en ny persondatalov, der beskytter vores privatliv i den digitale verden langt bedre, end den gør i dag. Retten til et digitalt privatliv kan nok opleves som et lidt abstrakt emne, men når så mange forbrugere alligevel har skrevet under, er det efter min mening et symptom på, at mange er frustrerede og utrygge over, at de mister kontrollen over nogle af deres allermest private oplysninger, siger Lars Pram.
Han henviser til, at persondataloven er næsten 20 år gammel og derfor ikke tager højde for de udfordringer, som den digitale verden giver i forhold til indsamling og brug af forbrugernes private oplysninger.
Underskriftindsamlingen løber 14 dage endnu, så man kan stadig nå at skrive under. I slutningen af måneden vil Forbrugerrådet Tænk aflevere de mange underskrifter til justitsminister Mette Frederiksen.