Nægter forhandleren at reparere din telefon? Det gør du

Hvis forhandleren mener, at den ridse din mobil har, er grunden til, at telefonen ikke virker, men du er uenig, så kan du klage.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad kom først? Skrammen eller softwarefejlen som gør, at telefonen ikke tænder?

Og hvad har du så af muligheder?

Se galleriet over artiklen og få styr på dine rettigheder – og muligheder. 

Står man i en situation, hvor forhandleren nægter at reparere ens mobil med begrundelsen om, at skrammen, ridsen eller bulen er skyld i fejlen, retter man som forbruger i første omgang sin utilfredshed til Center for Klageløsning.

Her forsøger de at mægle mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende.

Men får man som forbruger ikke et tilfredsstillende resultat, kan man klage til Forbrugerklagenævnet.

Det forklarer chefkonsulent for forbrugerklager i Nævnenes Hus Thomas Faust Ryborg.

– Forbrugerklagenævnet vil sætte en sagkyndig til at undersøge produktet og komme med en udtalelse, siger han og uddyber:

– Finder den sagkyndige frem til, at der ikke er nogen sammenhæng mellem skrammen og den indvendige defekt, så har den erhvervsdrivende ikke repareret fejlen på telefonen. I det tilfælde kan forbrugeren være berettiget til forskellige misligholdelsesbeføjelser – eventuelt at få pengene tilbage, siger Thomas Faust Ryborg.

Gebyr betales tilbage

Får man medhold i sagen, skal den erhvervsdrivende – afhængig af købers krav – eksempelvis enten udbedre fejlen, ophæve købet eller tilbyde en ny vare, og man får som udgangspunkt også tilbagebetalt klagegebyret til Forbrugerklagenævnet på 400 kroner.

Vurderer den sagkyndige derimod, at skrammen er kommet ved uhensigtsmæssig brug, og dermed har forårsaget softwarefejlen, vil forbrugeren ikke få medhold, og sagen vil blive afvist.

Det forklarer seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk Tina Dhanda Kalsi.

– I Danmark har man to års reklamationsret. Viser der sig at være fejl og mangler ved produktet, er butikken forpligtet til at udbedre det eller bytte produktet til et nyt. Men hvis fejlen skyldes uhensigtsmæssigt brug, er det klart, at det ikke er noget, butikken skal udbedre, siger hun.

Behandl varen ordentligt

Der er naturligvis forskel på, om man har brugt sin mobil som tennisbold, eller den blot har fået dagligdagsridser af at dele taske med et sæt nøgler.

– Vi ser desværre eksempler på butikker, der vælger at afvise forbrugeren med henvisning til de kosmetiske skader, selv om der ingen sammenhæng er mellem den skade og softwareskaden, siger Tina Dhanda Kalsi og uddyber:

– Virksomheden påtager sig en risiko ved at afvise at tage telefonen ind til reparation, for som forbruger har man så mulighed for at gå videre og få en sagkyndig til at vurdere sagen ved Forbrugerklagenævnet, forklarer hun.

Kilder: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS