Nabolande lukker flyruter til og fra Libyen

Tunesien og Egypten lukker flyruter til Libyen. Foto: Polfoto, AP, Ben Curtis/free
Offentliggjort Sidst opdateret

Luftrummet til og fra Libyen er lukket af de to afrikanske nabolande Egypten og Tunesien.

Tunesien og Egypten har aflyst alle fly til og fra nabolandet Libyen, hvor der har været uro, siden landets tidligere leder Muammar Gaddafi blev væltet i 2011.

De tunesiske luftfartsmyndigheder giver ingen forklaring på beslutningen. Men det libyske nyhedsbureau Lana skriver, at flyforbindelsen til Egypten ifølge lufthavnspersonale i Kairo er lukket af sikkerhedsårsager.

Det lukkede luftrum følger en udmelding fra regeringen i Libyen mandag om, at uidentificerede kampfly havde angrebet bevæbnede gruppers positioner ved Tripoli, hvor der pågår kampe om kontrollen med hovedstaden.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS