Naboerne står i vejen for den grønne energi
Uden større hensyn til borgernes modstand mod store energianlæg anses målet om fossilfri energi for utopisk
Befolkningens begejstring for grøn energi sættes ofte under slemt pres, når der skal rejses store vindmøller eller biogasanlæg nær folks egen bopæl.
Ifølge kritikere og eksperter skyldes det, at planproces og såkaldte VVM-undersøgelser af miljøet før byggeriet er alt for tekniske. Der tages derimod slet ikke højde for bekymringen for huspriser og lokalmiljø, der virkelig optager folk.
– Vindmøller laver den billigste el til lands, og der skal rejses rigtigt mange af dem for at udfase den fossile energi, siger Jane Kruse, forstander for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy.
– Derfor er vi nødt til at have befolkningen med os. Ellers når vi ikke det politiske mål, at samfundet skal køre på vedvarede energi.
Centret er med i et projekt, hvor forskere fra Aalborg Universitet og DTU Vindenergi undersøger muligheder for større indflydelse for borgerne ved planlægning af nye energianlæg. Projektet skal udvide de kendte VVM-miljøundersøgelser, så der også ses på de sociale konsekvenser for befolkningen.
-Trods opbakning til grøn energi generelt giver de konkrete projekter ofte frustrationer. Målet er derfor bedre og mindre frustrerende planlægning, siger leder af projektet Sanne Wammen fra Det Danske Center for Miljøvurdering ved Aalborg Universitet.
Ejendomspriser og lokal erhvervsudvikling skal med andre ord også med i regnestykket på linje med hensynet til miljøet.
Det mener Kent Klemmensen er på tide. Forgæves kæmpede han for sin jord som en Don Quixote mod det omstridte nationale vindmølletestcenter i Østerild i Thy.
– Helt kogt ned er folk pisseligeglade med, om der er en løvfrø, der får hovedet klippet, når der skal rejses en kæmpevindmølle, siger han.
– De er mere bange for at miste deres hjem, eller at huspriserne ødelægges. Når man trækker miljøkortet, er det oftest i jagten på et eller andet våben at kæmpe med, som vil blive taget alvorligt af systemet.
Han mener, at en VVM-undersøgelse, der giver et mere totalt billede af alle de relevante forhold end i dag, er en god idé og tiltrængt.
/ritzau/