Mytedræber: Grøn te slanker ikke
Grøn te er sundt, men som slankemiddel er de grønne blade ikke mange kopper te værd, siger ernæringseksperter.
Det er sundt at drikke grøn te, men er det også rigtigt, at grøn te slanker?
Grøn te har ry for at sætte gang i fedtforbrændingen, og flere steder på nettet anbefales den grønne te som et effektivt hjælpemiddel til at få smidt de overflødige kilo af kroppen.
Men det er ikke desto mindre en myte, at grøn te slanker.
Det siger Preben Vestergaard Hansen, ernæringsekspert fra Professionshøjskolen Metropol.
– Det er et af de gamle husmorråd, som lever endnu. Det er ligesom den med, at grøn te skulle give stramme balder eller glat hud, siger Preben Vestergaard Hansen.
Hjerteforeningen anbefaler gerne te som en del af en sund livsstil. Ikke kun den grønne tesort, men te i det hele taget. Det skyldes teens indhold af antioxidanter. Antioxidanter er gode for hjertet og kredsløbet i kroppen.
Den sundeste te
Om sundhedsfordelene ved grøn te i forhold til andre tetyper forklarer Inger Larsen, klinisk diætist i Hjerteforeningen:
– Grøn te indeholder flest antioxidanter, og derfor anser man den grønne te for at være den sundeste, siger hun.
Heller ikke Inger Larsen køber dog ind på myten om, at grøn te skulle have slankemæssige fordele.
– Japanerne drikker meget grøn te, og de klarer sig godt vægtmæssigt. Man har peget på te som årsagen, men det kan jo også være fordi, at de spiser meget fisk og ikke spiser søde sager i store mængder, at de spiser mindre mængder mad og måske kan der være flere andre årsager, siger hun.
– Så nej, grøn te virker ikke vægtregulerende. Det kan ikke siges at være troværdigt.
Mere te – færre kalorier
Grøn te kan dog godt bruges som slankemiddel, men nok ikke på en måde, som de fleste forestiller sig.
– Det er klart, hvis du drikker meget te og spiser lidt mad, så vil du tabe dig. Men ikke fordi du har drukket te, men fordi du har indtaget færre kalorier, siger Preben Vestergaard Hansen.
Grøn te består af teblade, som blot er tørrede i modsætning til den sorte te, der består af teblade, som både er tørrede og fermenterede, det vil sige gærede. Grøn te er ikke det samme som urtete.
Ifølge A.C. Perchs Thehandel bliver grøn te opfattet som den oprindelige te. Sammenlignet med hvid te er den grønne te lidt mere kraftig i smagen. Grøn te er kendetegnet ved en – oplyser tehuset – ren og spæd smag.