Mystisk tyveri fra skole: Tog overraskende bytte med sig
Ukendte gerningsmænd har stjålet facadeplader for 100.000 kroner på en uddannelsesinstitution
Et usædvanligt tyveri fandt sted i weekenden fra Læreruddannelsen i Skive.
Der blev nemlig stjålet ikke mindre end 70 kvadratmeter kobberplader fra institutionens stern. Det skriver TV MidtVest.
Ifølge mediet skulle pladerne have en samlet værdi af 100.000 kroner.
Politiet er indtil videre på bar bund i det usædvanlige tyveri.
– Lige nu har vi ikke noget bud på, hvem der kan have gjort det. Men det har taget lidt tid at pille ned, så det kan jo være, der er nogen, der har bemærket arbejdet med at tage pladerne af og måske har troet, det var legalt arbejde, siger Jeanette Kolding fra det lokale politi til TV MidtVest.
Muligvis kameraovervågning
Uddannelsesleder for Læreruddannelsen i Skive Henrik Lundsted Nielsen fortæller til Newsbreak.dk, at tyveriet ikke umiddelbart får økonomiske konsekvenser for skolen.
– Men det er rigtig træls og ærgerligt, siger han.
For fem år siden fik skolen ligeledes stjålet nogle af pladerne fra facaden. Derfor overvejer skolens ledelse nu, hvordan man kan undgå lignende tyverier i fremtiden.
– Vi overvejer forskellige muligheder, men vi kommer nok i hvert fald til at sætte videoovervågning, siger Henrik Lundsted Nielsen.