Mystisk fejl: Biler går op i flammer
Den populære elbil, Hyundai Kona, er ramt af en fejl.
Den hypede elbil Hyundai Kona står med lidt af et problem.
Det er nemlig nu sket flere gange, mindst 12, at batteriet i bilen er kortsluttet og brændt.
Det skriver FDM.
Det skete første gang i Canada i sommeren 2019, og fejlen kan ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau være i 74.000 styk af modellen på verdensplan. Heraf 11.000 i Europa.
Rammer ikke alle
En lang række – men ikke alle – Hyundai Kona-ejere skal derfor snart have deres bil på værksted, hvor fejlen skal udbedres.
Hyundai Bil Import A/S oplyser til FDM, at det maksimalt gælder 900 af de 1500 Hyundai Kona’er, der kører rundt på de danske veje.
Er man en af de uheldige er der held i uheldet – for fejlen er let fikset, skriver FDM:
“Fejlen ved bilerne er tilsyneladende hurtigt fikset. De berørte eksemplarer skal have en softwareopdatering. Der er altså ikke noget, der tyder på, at europæiske biler skal have cellemoduler eller hele batterier udskiftet.”
Bilerne kan ifølge Hyundai Bil Import A/S benyttes uden risiko, også selv om man endnu ikke har fået opdateringen installeret.
Det er stadig ikke kommet tydeligt frem, hvad problemet grundlæggende skyldes. Leverandøren af batteriet, LG Chem, insisterer på, at der ikke er fejl i battericellerne.