Mystisk fænomen plager sygehus: Ingen aner, hvor de bliver af
På Sygehus Sønderjylland forsvinder fjernbetjeningerne fra stuerne til stor frustration for personalet.
Der skulle egentlig være en fjernbetjening på alle stuer, men på Fælles Akutmodtagelsen på Sygehus Sønderjylland bruger sygeplejerskerne alt for meget tid på at lede efter forsvundne fjernbetjeninger.
Det skriver DR Syd lørdag.
En af dem, der hver dag leder efter forsvundne fjernbetjeninger, er sygeplejersken Sandra Schultz.
– Jeg bruger vel som minimum 8-10 minutter hver dag på at lede efter dem. Det er jo en unødvendig opgave. Jeg kunne jo i stedet bruge den tid på at være hos patienterne. Mange af vores patienter har behov for det sociale, og her betyder ti minutter jo meget, siger Sandra Schultz til DR Syd.
Kun på hver femte stue ligger der en fjernbetjening til patienterne, fordi resten er forsvundet.
– Der er ikke nogen, der aner, hvor de forsvinder hen, siger Sandra Schultz.
Et mysterium
Fjernbetjeningen skulle egentlig sidde fast på væggen bag sengen med en rød ledning, men den røde ledning er klippet over på alle stuerne. Nu ligger de resterende fjernbetjeninger lettere tilfældigt på enkelte stuer.
– Det betyder jo så, at vi kun har cirka én til hver femte stue, tilføjer Sandra Schultz.
De forsvundne fjernbetjeninger går ud over patienterne, når personalet leder forgæves.
– Så ligger de jo og glor ind i en sort skærm, siger sygeplejersken.
Oversygeplejerske på stedet Helle Overgaard fortæller, at de forsøger at købe nye fjernbetjeninger, men problemet forsvinder ikke af den grund.
– Vi køber mellem 20 og 25 fjernbetjeninger ad gangen. Men det rækker kun til omkring to måneder, siger Helle Overgaard til DR Syd.
En stor økonomisk post
Når de forsvinder inden for så kort en periode, så er det ikke ubetydeligt for økonomien.
– Sådan en fjernbetjening koster 100 kroner Så det er jo nogle penge, der bliver brugt på det, siger Helle Overgaard.
Selv om det koster kroner og øre at købe nye fjernbetjeninger hjem, så er alternativet til krimier, quiz-programmer og TV-Avisen alt for kedeligt, mener sygeplejerske Sandra Schultz.
– De, der er mobile, kan gå hen og kigge ud af vinduet. Alternativet er jo at kigge ind i væggen, siger hun.