Myndighed advarer mod dum trend

Hjemmegjorte - og farlige - tatoveringer er et stigende problem.

Bliv ikke tatoveret med lavprisblæk, det såkaldte ”Kinablæk”, eller kopiblæk af kendte mærker, advares der. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Der er vist ikke mange, der kan være i tvivl om, at det skal foregå under ordnede forhold, når man vil føre en beslutning om at få sprøjtet blæk under huden ud i livet.

Alligevel er problemet med hjemmelavede tatoveringer i stigning. Det mærker de blandt andet i Grønland, hvor landslægen er ude med en advarsel på Naalakkersuisut, landsstyrets, hjemmeside.

Et af de store problemer er, at billig, udenlandsk blæk er blevet lettere tilgængeligt. På hjemmesiden Wish.com kan det eksempelvis købes hjem for en slik:

– Der har været brugt blæk fra Kina indkøbt over internettet og brugerne har ikke haft forudsætninger for at tatovere. Resultaterne er skræmmende, skriver den grønlandske landslæge Henrik L. Hansen.

Og de skræmmende resultater er vitterligt skræmmende. For udover, at der i megen blæk fra Kina findes stoffer, der øger risikoen for kræft, ser den landslægen også akutte problemer:

– Det har medført alvorlige infektioner, allergiske reaktioner og vedvarende hudproblemer. De ramte er pludseligt blevet patienter, enkelte formentlig med varige mén, skriver landslæge Henrik L. Hansen.

Powered by Labrador CMS