Museumsdirektør: -Jeg er nærmest i chok

Museerne bliver en del af genåbningens tredje fase og må dermed vente med at åbne for nu

Offentliggjort Sidst opdateret

Da statsministeren i aftes fremlagde planen for den anden genåbningsfase, så var museerne ikke en del af dem, der får lov til at åbne i denne omgang.

Og det kom som noget af et chok for Keld Møller Hansen, der er museumsdirektør for Museum Sydøstdanmark, der blandt andet tæller Danmarks Borgcenter i Vordingborg, Møns Museum og Næstved Museum.

Det skriver DR Sjælland.

– Jeg sad simpelthen med tilbageholdt åndedræt, fordi jeg tænkte hele tiden, om de havde glemt os. Er museerne så små i den politiske verden, at de bare har glemt os? Men det havde de ikke, så jeg var godt nok noget chokeret. Også fordi at vi har givet den fuld gas med at blive klar til en genåbning i næste uge. Så jeg var nærmest i chok, siger han til DR Sjælland.

Ifølge museumsdirektøren kommer det til at kunne mærkes på museets økonomi, at de nu må vente med at slå dørene op.

– Det får en meget stor negativ økonomisk betydning for os. Det betyder, at vi mister et sted mellem 1,2 og 1,5 millioner kroner, siger han til DR Sjælland.

Står i 3. række

I morges landede så den langsigtede plan for, hvordan den tredje genåbningsfase kommer til at se ud. Og her får museer lov til at åbne fra den 8. juni.

Det glæder trods alt museumsdirektøren.

– Midt i al ulykken, irritationen og ærgrelsen, så er det rigtig dejligt at vide, at vi kan åbne 8. juni. Det glæder vi os over. Jeg havde faktisk frygtet, at vi først kunne komme til at åbne i slutningen af juni måned, så der er trods alt lys for enden af tunnelen, siger han til DR Sjælland.

Genåbningen i både anden og tredje fase hviler forsat på den forudsætning, at antallet af coronasmittede ikke pludselig begynder at vokse voldsomt.

Powered by Labrador CMS