Mus hærger kæmpe område

Australien er ramt af en ekstrem muse-plage. Det er især de australske landmænd, som er plaget af musene. Efter en lang tørkeperiode havde landmændene håbet på en god høst. Men de har nok at se til med at bekæmpe de mange mus

Offentliggjort Sidst opdateret

Se video i artiklen herover

Lange tørkeperioder har gjort livet surt for australske landmænd i flere år. De har inderligt ønsket sig regn. Men da regnen endelig kom, blev de australske marker fuldstændig invaderet af mus.

– Vi havde tørke i tre år, og vi tiggede og bad om regn. Da regnen så kom, så det ud til at blive en god høst. Men så kom musene også. Og der kommer bare flere og flere af dem, fortæller landmanden Norman Moeris.

Musene kan klare sig i det hårde australske klima med lange tørkeperioder. Men når der falder regn, og mad og vand bliver tilgængelig, så reproducerer de sig på livet løs.

– Det er lige nu vores største problem. Det er en kæmpe hovedpine og sorg, lyder det fra Norman Moeris.

Han fortsætter:

– De er over det hele. De ødelægger vores korn.

De ødelægger alt

Musene hærger de australske marker og landmændenes levebrød.

Og ikke nok med, at musene æder kornet, så raserer de alt, hvad de kan komme i nærheden af. De gnaver i ledninger, motorcykler og maskiner.

Landmændene forsøger at få bugt med muse-plagen ved at sætte fælder op og slå så mange som muligt af dem ihjel.

Det er et stort problem, at de bruger tid på at bekæmpe mus i stedet for at høste. Og det er en meget ulige kamp mod muse-overmagten.

Se video i artiklen herover

Powered by Labrador CMS