Murray slår sig sikkert videre i USA
Både de mandlige og kvindelige favoritter er videre i tennisturneringen US Open.
Andy Murray spillede sig torsdag sikkert videre ved US Open i New York.
Den skotske tennisstjerne vandt i sikker stil 6-3, 6-3, 6-4 over den tyske kvalifikationsspiller Matthias Bachinger og skal nu op imod Andrey Kuznetsov fra Rusland i næste runde.
Murray vandt US Open i 2012, men har i år kæmpet med skader og er blot seedet som nummer otte i grand slam-turneringen.
Heller ikke verdensetteren Novak Djokovic havde de store vanskeligheder med at spille sig videre til tredje runde i USA. Serberen bankede franske Paul-Henri Mathieu i tre sæt med cifrene 6-1, 6-3, 6-0.
Djokovic var upåvirket af en ellers kraftig vind på Arthur Ashe Stadium og leverede blandt andet 13 serveesser mod den sagesløse franskmand.
Storfavoritten i kvindernes singleturnering, Serena Williams, var heller ikke ligefrem på overarbejde. Amerikaneren gav kun et enkelt parti til landsmanden Vania King, som blev slået ud efter mindre end en times spil.
Den tidligere verdensetter Ana Ivanovic er til gengæld ude af turneringen efter nederlag til tjekken Karolina Pliskova.
/ritzau/