Mur af is beskytter verden mod farligt stof
En katastrofe lurer, mens man på ottende år rydder op efter en altødelæggende flodbølge.
Det er i dag, 11. marts 2019, otte år siden , at et massivt jordskælv brød ud ved Japan, hvilket fik en gigantisk tsunami til at rulle ind over Fukushima atomkraftværket.
Tsunamien fik vand til at vælte ind i kraftværkets nederste etager, og tsunamien var medvirkende til, at flere af kraftværkets sikkerhedsystemer blev sat ud af spil.
Mere end 160.000 mennesker blev evakueret fra området, og otte år senere slås man stadig med flere alvorlige følgevirkninger af katastrofen.
Først og fremmest skal der fjernes store mængder radioaktivt materiale fra området, og derudover skal man sørge for at holde rent grundvand væk fra radioaktivt vand.
Da tsunamien ramte kraftværket i 2011, nedsmeltede en af kraftværkets reaktorer, og i forsøget på at køle de overophedede dele ned, har man pumpet virkelig, virkelig meget vand ind i området.
Det vand er blevet forgiftet af radioaktiv stråling, og det vand samler Tokyo Electric Power Co, (Tepco) nu ind i store tanke. Det er Tepco, der har ansvar for oprydningen, og det er Tepco, der arbejder på en masse forskellige løsninger for at løse det problem, der er én stor radioaktiv katastrofe.
CNET har besøgt Fukushima for blandt andet at fortælle om den hær af robotter, der bliver brugt til en del af det stadigt igangværende oprydningsarbejde i området, og CNET skriver, at Tepco over en periode på otte år har fyldt 900 vandtanke med 1.1 millioner tons kontamineret vand.
Problemet er, at man stadig indsamler vand, og man har snart ikke plads til mere.
En mur af is
En af årsagerne til, at Tepco fortsat er nødt til at indsamle en masse vand er, at der fortsat kommer mere til. Som årene er gået har man døjet med regnvand, der er sevet ned i den farlige undergrund, og man har døjet med grundvand, der kommer til fra området omkring kraftværket, og som siver ind i den radioaktive kerne for at blive blandet med det radioaktive vand.
Man forventer, at der går år, før oprydningsarbejdet er overstået, og Tepco har en del udfordringer med at komme af med alt det radioaktive materiale, der er blevet til som følge af katastrofen.
En af udfordringerne har været at holde områdets grundvand væk fra den zone, der er mere end almindeligt hærget af radioaktivitet, og løsningen har vist sig at være en mur af is, lidt som den i Game of Thrones. Forskellen er bare, at muren i Japan findes under jorden, og at den beskytter den omkringliggende verden mod en vaskeægte trussel.
Gigantisk projekt
Man har siden 1862 vidst, at man kunne “bygge” mure af is under jorden ved at sænke temperaturen mærkbart, og mens Tepco arbejder på at finde ud af, hvordan de kan rense det allerede beskidte vand, er man nødt til at begrænse mængden af vand, der bliver beskidt til at starte med.
Katastrofens omfang i 2011 er årsag til, at muren er så stor og omfattende som den er. Ifølge Cnet har man aldrig før forsøgt at skabe så stor en underjordisk mur af is, men det var bydende nødvendigt at få den bygget for at begrænse mængden af vand.
Hullet mellem Fukushima og verden udenfor er ikke lukket, og man fjerner stadig store mængder radioaktivt vand fra Fukushima, men man fjerner i dag væsentligt mindre vand end for tre år siden, cirka 25% mindre.
Det betyder dog ikke, at alt er fryd og gammen. Ifølge CNET løber man tør for plads til at opbevare vandet i i 2020, og mens man fjerner vand og undersøger mulighederne for at rense det, står muren af is stadig, under jorden, mellem Fukushima og resten af verden.