Muligvis påsat: Beboerne var hjemme
Politiet efterlyser vidner til brandsag
Nordjyllands Politi efterlyser vidner til en brand i Arden.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelelse.
Branden opstod natten mellem 13. og 14. april 2021 under en overdækket terrasse på Bymarken 47 i Arden.
Ved branden skete der skader på terrassen, ligesom vinduer i huset sprang på grund af varmen.
“Brandvæsnet og beboerne fik heldigvis hurtigt slukket branden, hvorfor den ikke bredte sig til resten af huset, hvor beboerne var hjemme”, skriver Nordjyllands Politi.
Politiet har efterfølgende foretaget undersøgelser på stedet, og efterforskerne kan ikke umiddelbart finde en naturlig årsag til branden, og man kan på det grundlag ikke udelukke, at branden kan være påsat.
– Vi ser med stor alvor på denne type sager, især da beboerne i huset potentielt var i fare, siger lederen af efterforskningen, politikommissær Mikkel Brügmann, og han tilføjer:
– Og derfor søger vi vidner, der kan have observeret noget mistænkeligt i området omkring Bymarken natten mellem 13. og 14. april, og vi opfordrer beboere i området med videoovervågning om at gennemgå denne i tilfælde af, at det kan vise unormal færden.
Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.