Movia: Vi er ikke blevet presset til at fjerne kampagne
Svaret kommer i en længere redegørelse, hvor selskabet udførligt redegør for forløbet op til et bestyrelsesmøde i torsdags, hvor et overvældende flertal valgte at stemme for, at kampagnen, der plæderer for et boykot af varer fra israelske bosættelser, blev taget busserne.
Kritikere har anført, at selskabet kompromitterer ytringsfriheden ved at fjerne kampagnen, men den kritik afviser Movia.
»Movia har vurderet reklamens indhold og budskab. Movia lægger vægt på, at i tilfældet Israel, er det vanskeligt at adskille nationen Israel fra religionen jødedom, hvor der er tætte associationer i kombination med, at en opfordring til boykot er et aggressivt budskab, der adskiller sig væsentligt fra den simple kritik af bosættelserne,« står der at læse i redegørelsen.
Det har også vakt undren, at Movia har holdt et møde med den israelske ambassadør om kampagnen, som Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening står bag. Movia bekræfter, at den israelske ambassadør selv tog kontakt til selskabet, og at repræsentanter fra selskabet mødtes med ambassadøren torsdag. Men det var efter, at bestyrelsen havde valgt at fjerne kampagnen, oplyser Movia i redegørelsen, hvormed man altså afviser, at beslutningen skulle være truffet efter pres fra den israelske ambassade.
Dansk-Palæstinensk Venskabsforening oplyste mandag til Berlingske Nyhedsbureau, at foreningen har forsøgt at sætte et møde i stand med Movia, og at man agter at »gå rettens vej«, såfremt trafikselskabet ikke ændrer sin beslutning. Movia afviser dog, at et sådant krav kan gøre sig gældende, ligesom selskabet meddeler, at man ikke agter at ændre beslutningen.
I redegørelsen beklager selskabet videre »den splittelse i debatten, som bestyrelsens beslutning har skabt, men fastslår samtidig, at det ikke er trafikselskabets lod at blande sig i Gaza-konflikten.
»Bestyrelsen har udelukkende taget stilling til, at Movia er en offentlig transportvirksomhed, og at det er væsentligt at signalere, at alle er velkomne i bussen. Det er ikke en offentlig transportvirksomheds lod at tolke på konflikten mellem Israel og Palæstina eller blive genstand i den enes kamp mod den anden. Og slet ikke i en konflikt mellem folkeslag, som vækker stærke følelser,« står der i redegørelsen.