Mourinho sur på Drogba: Tog straffespark

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Newspaq
Newspaq

 

Chelsea-manager José Mourinho er ikke helt tilfreds med, at Didier Drogba scorede på straffespark i storsejr.

Chelsea havde tirsdag aften ikke problemer med at banke Maribor 6-0 i London i Champions League.

Alligevel kan Chelsea-manager José Mourinho finde noget at brokke sig over. Mourinho er ikke tilfreds med, at den indskiftede angriber Didier Drogba fik lov til at tage det straffespark, som bragte værterne foran 2-0.

Normalt er det Eden Hazard, der tager straffespark for Chelsea, men Drogba, som var blevet skiftet ind tidligt i opgøret på grund af Loic Remys skade, spurgte Hazard om lov til at forsøge sig fra 11-meter-pletten.

Hazard sagde god for det, og Drogba kunne derefter score sit første mål for Chelsea efter sin retur til London-klubben op til denne sæson.

– Jeg var overrasket over, at Eden Hazard gav bolden til Didier Drogba ved straffesparket. Jeg var ikke specielt glad for det, nej. Jeg har mine valg, og Hazard er nummer et.

– Det endte med et mål, så jeg var glad nok. Men helt glad er jeg ikke. Spillerne har friheden til at gøre det. De må da gerne gøre det, som de gjorde, men så skal der også være mål, siger Mourinho.

Målet var Drogbas første for klubben, siden han scorede på det afgørende straffespark, som i 2012 sikrede Chelsea Champions League-titlen.

– Spillere elsker at score mål. Angribere elsker at score mål. Men han har ikke været på banen i lang tid i den seneste kampe, konstaterer Mourinho, der samtidig nævner Drogbas Champions League-mål fra 2012 som den vigtigste i Chelseas historie.

Hazard scorede senere i storsejren over Maribor to mål – hvoraf det ene var på et straffespark.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS