Motorvejsbyggeri sprænger plan: Åbner før tid

Ti kilometer motorvej på E20 lige efter Lillebæltsbroen er blevet udvidet til at være tre spor i hver retning. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret
Strækningen på godt ti kilometer i forlængelse af Lillebæltsbroen vil øge fremkommeligheden og give bilisterne mindre ventetid i kø ved uheld.
Det glæder transportminister Magnus Heunicke:

– Det her er endnu et eksempel på, at det kan lade sig gøre at levere store anlægsprojekter til tiden og til prisen – og endda hurtigere en planlagt. Det er flot arbejde af Vejdirektoratet, entreprenøren og de hundredevis af arbejdere, der har knoklet for at få projektet færdig i rette tid. Trafikken på Fyn har i mange år været domineret af en stigende mængde tung godstransport og pendlere. Det har været en stor mundfuld at klare for fire spor. Vi har set lange køer og tæt kørsel, især ved uheld. På strækningen lige før Lillebæltsbroen på Vestfyn har motorvejen haft kapacitetsproblemer, og det har været et stort ønske for os at gøre noget ved det, siger han.

Borgerne i netop Middelfart-området får med udbygningen markant bedre adgangsforhold til motorvejen gennem det nye tilslutningsanlæg 58a ved Aulbyvej. Det ekstra tilslutningsanlæg og de nye spor gør det nemmere at komme frem.

– Udbygningen bliver til fordel for erhvervslivet, som hurtigere får varer og medarbejdere frem og tilbage mellem landsdelene. Den gavner ikke kun motorvejstrafikanterne, men vil også styrke den regionale udvikling i Middelfart. Samtidig dæmper vi støjen på strækningen med støjdæmpende slidlag på asfalten og støjskærme, siger Magnus Heunicke.

Powered by Labrador CMS