Motorvej var spærret i begge retninger
Sydøstjyllands Politi ledte efter spor ved afkørslen Christiansfeld på motorvej E45.
OPDATERING 21.40: Politiet er færdige med deres efterforskning, og motorvejen er åben igen.
På nuværende tidspunkt kan vagtchef Jeppe Thranum ikke fortælle, hvorvidt der i forbindelse med efterforskningen er blevet fundet noget, der kunne have politiets interesse.
ORIGINALARTIKEL:
Onsdag eftermiddag blev en bil, der passerede under en motorvejsbro ved Christiansfeld-afkørslen på motorvej E45 ramt af “et eller andet” ovenfra.
Det fik i kort tid Sydøstjyllands Politi til at spærre motorvejen af, mens man afsøgte området for spor.
Artiklen fortsætter efter videoen
Det gør man nu igen, meddeler vagtchef Jeppe Thranum fra Sydøstjyllands Politi:
-Vi måtte udskyde afsøgningen på grund af myldtretidstrafikken. Vi har holdt området under opsyn og ladet den værste trafik afvikle, så nu er vi klar igen, siger Jeppe Thranum til Newsbreak.dk.
Jeppe Thranum fortæller, at afsøgningen af området – og dermed afspærringen af motorvejen – ikke bør tage mere end en times tid.
I mellemtiden kan bilister passere området via motorvejens til- og frakørsler.