Motorcyklist dræbt i voldsom ulykke

En 44-årig motorcyklist mistede onsdag livet i en trafikulykke i Randers.

En 44-årig motorcyklist blev onsdag aften dræbt i krydset Bøgelundsvej/Hadtenvej i Randers. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Østjyllands politi modtog onsdag klokke 21.04 en anmeldelse om, at en motorcyklist var blevet påkørt af en bil i krydset Hadstenvej/Bøgelundsvej i Randers SV.

Motorcyklen, der blev ført af en 44-årig mand, kørte ad Hadstenvej i sydlig retning, da den i krydset blev ramt af en personbil, ført af en 20 årig mand fra Randers.

Den 20-årige krydsede Hadstenvej ad Bøgelundsvej i nord/vestlig retning, og ramte derved motorcyklisten.

– Vi kan ikke sige endnu, hvem der har skylden. Vi skal først være færdige med vores undersøgelser, siger Per Bennekov, vagtchef hos Østjyllands Politi til Newsbreak.dk.

På stedet blev der ydet livreddende førstehjælp til motorcyklisten, hvilket blev fortsat i ambulancen, men ved ankomsten til Randers sygehus var den 44-årige mand afgået ved døden.

– Bilisten er sluppet uskadt fra uheldet, oplyser Per Bennekov.

De pårørende er underrettet.

Powered by Labrador CMS