Moské-modstand får V til at droppe Gellerup-projekt
Placeringen af en moské får nu Venstre til at forlade den storstilede helhedsplan for Gellerupparken.
Partiets reaktion kommer, efter et flertal i Aarhus Byråd har givet mulighed for, at der kan bygges en moské på Bautavej ved Gellerup. Den placering er i strid med visionen i Helhedsplanen, mener Venstres leder, rådmand Bünyamin Simsek (V).
»Venstre kan på ingen måde acceptere, at borgmesteren spiller hasard med Helhedsplanens vision ved at placere en moské klods op af Gellerup. Det vil kun fastholde den nuværende beboersammensætning og samtidig være en endnu et trækplaster for tilflyttere fra andre kommuner med samme baggrund som de nuværende beboere,« siger han i en pressemeddelelse og uddyber:
»Det underbygger parallelsamfundet i stedet for at modvirke det. Borgmesteren har skabt usikkerhed om den milliardinvestering, som Helhedsplanen er, og det kan betyde, at effekten af de øvrige tiltag i området udebliver.«
Bünyamin Simsek understeger, at Venstres holdning alene bygger på hensynet til ghettodannelsen og de sociale problemer i Gellerup og ikke modvilje mod et mosképrojekt i Aarhus Kommune.
»Som et liberalt parti støtter vi friheden til, at alle religiøse grupper kan praktisere deres religion i Danmark, så længe det ikke er i konflikt med lovgivningen. Derfor støtter vi tanken om et stort mosképrojekt i Aarhus, men vi kan og vil ikke acceptere, at den her moské skal ligge så tæt på Gellerup,« siger han.
Forleden trak Det Konservative Folkeparti sig ud af Helhedsplanen med tilsvarende begrundelse. Det betyder, at en samlet borgerlig blok i Aarhus Byråd nu står uden for projektet.
På Aarhus Kommunes hjemmeside fremgår det, at Helhedsplanen som den første i Danmark kombinerer store, fysiske forandringer med arbejdspladser, erhvervsliv, kulturliv, social indsats og arbejde for en tryggere bydel.
Helhedsplanen er den samlede plan, som beskriver, hvordan Gellerup forandres fra udsat boligområde til en attraktiv bydel.