Mortens indkørsel blokeres af ulovligt parkerede biler
Alt for ofte er Morten Sørensen nødt til at kontakte ordensmagten, fordi han ikke kan få sin egen bil ud. Andre bilister parkerer nemlig deres køretøj foran hans indkørsel - hvilket naturligvis er ulovligt.
Det er desværre sket alt for ofte, at Morten Sørensen har måttet trække på sin arbejdsgivers tålmodighed.
Op imod 20 gange om året er han og hustruen Jonna Brogaard nemlig ude for, at en parkeret bil spærrer for parrets indkørsel.
– Det er selvfølgelig et problem, men heldigvis hjælper det, når politiet så kontakter bilens ejer. Så bliver den hurtigt flyttet, fortæller Morten Sørensen til Newsbreak.dk.
Og det er ikke kun på Morten Sørensens matrikel, at det er galt.
Forstår ikke folk parkerer ulovligt
– En del af de andre beboere i gaden har det samme problem, og det er sket, at Falck har måttet tilkaldes for at flytte bilen. Det har vi nu ikke oplevet, fortæller Morten Sørensen.
Han forstår ikke, at folk vælger at parkere ulovligt på den måde, fordi det så tydeligt betyder, at man spærrer en anden bil inde.
Til Skive Folkeblad har Morten Sørensen fortalt, at problemet begyndte, da Skive Kommune åbnede rådhuset i Torvegade.
– Jeg ved, at der er folk med arbejde på rådhuset, som parkerer her i Karolinegade, forklarer han over for dagbladet.
Har været irriteret over det
Morten Sørensen har fotograferet et par af bilerne – og har sendt billederne til Newsbreak.dk.
– Nogle gange kan der godt gå en måned, hvor det ikke sker – men så kan der omvendt også være en uge, hvor det sker tre gange, at vi ikke kan komme ud med vores bil, fortæller Morten Sørensen.
Han indrømmer, at han har været fristet til at gøre et eller andet ekstraordinært, som eksempelvis at lave en afspærring eller markering.
– Men det har jeg selvfølgelig ikke gjort, for det må man jo ikke. Men jo, jeg har godt nok været irriteret over det ind imellem, erkender han.
Stor overkapacitet af pladser
Newsbreak har kontaktet Skive Kommune, som ikke umiddelbart kan genkende, at der skulle være mangel på parkeringspladser i byen.
– Vi har inden for det seneste års tid lavet en analyse, som viser, at vi har tilstrækkeligt med parkeringspladser i Skive. For at nå det mål skal man have en overkapacitet på 25 procent, og vores lå på det pågældende tidspunkt på 35 procent, fortæller Kim Hald, der er drift- og anlægschef i Skive Kommune.
Han anerkender dog, at der altid vil være mest rift om de pladser, der ligger tættest på gågaden.
Har ikke hold i realiteterne
– Nogle vil altid mene, at vi ikke har parkeringspladser nok, men det har altså ikke hold i realiteterne, konstaterer Kim Hald.
Han fortæller i øvrigt, at der ikke er nogen parkeringskontrol i byen længere, og at det givetvis ikke ligefrem er en fordel, i forhold til at få bilisterne til at parkere efter reglerne.
– Det er politisk besluttet. Det er klart, at politiet i et vist omfang har kontrollen, men de har jo også andet at se til, fortæller drift- og anlægschefen.
Skal du til Skive? Så kan du få et overblik over parkeringspladserne her.