Morten Østergaard færdig
Den tidligere leder af De Radikale stiller ikke op igen ved næste valg
Den tidligere leder for De Radikale Morten Østergaard, som gik af grundet krænkelsessager, genopstiller ikke ved næste folketingsvalg. Det skriver han på Facebook.
“Det er med våde øjenkroge og vemod, at jeg skriver disse ord, for det er et ufatteligt kapitel i min livshistorie, som nu lakker mod enden, for at give plads til et nyt. Jeg har oplevet og opnået så meget i den tid. Mere end jeg nogensinde havde drømt om. Derfor har det været en svær beslutning, og måneders overvejelser ligger bag. Men det er også den første, som jeg har følt mig sikker på, var det rigtige skridt at tage for mig. Og derfor beskeden i dag”, skriver han blandt andet.
I oktober sidste år gik han af som sit partis leder grundet en sag, hvor han for omkring ti år siden havde taget kollegaen Lotte Rod på låret.
Efterfølgende kom det frem, at Østergaard var involveret i flere krænkelsessager. I alt fire interne sager om krænkelser fra Østergaard kender offentligheden til.
“Jeg ville selvsagt have ønsket, at have afsluttet mit politiske lederskab på en anden måde. Jeg er led og ked af de fejl, jeg har begået, og de konsekvenser, de har haft for andre. Og jeg vil igen gerne undskylde til alle for det skete. Ansvaret er mit”, skriver han videre og slutter opslaget med: “Vi ses”.