Morten Olsen: Vestergaard skal ikke stille spørgsmål

Morten Olsen. Foto: Claus Bech/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Jannik Vestergaard må finde sig i, at konkurrencen i landsholdets midterforsvar er hård, siger Morten Olsen.

Werder Bremen-spilleren Jannik Vestergaard skal ifølge landstræner Morten Olsen ikke stille spørgsmål til sin situation på landsholdet.

Olsen har ikke udtaget Vestergaard til de to vigtige opgaver mod Albanien og Armenien i EM-kvalifikationen.

– Det skal han ikke (stille spørgsmål, red.), siger Morten Olsen.

– Vi kigger også hans vej, men vi kigger også andres veje.

– Jeg tror aldrig i min tid som landstræner, at vi har haft så mange centrale forsvarsspillere med høj international kvalitet, og vi har udtaget dem, som – vi mener – kan klare de kommende opgaver bedst, fortæller landstræneren.

Morten Olsen udtog i første omgang Daniel Agger og Simon Kjær til de to positioner i midterforsvaret, inden FC Midtjylland-spillerne Erik Sviatchenko og Kian Hansen blev indlemmet i truppen.

– Jeg kan sige til Jannik Vestergaard, at han skal nok få flere kampe – og han har allerede fået nogle, siger Olsen.

– Jores Okore og Bjelland er heller ikke med, så vi vrider os i hænderne over, hvor mange midterforsvarere vi har.

– Bjelland er skadet nu, og det har givet mulighed for andre, og vi håber, at de udnytter den mulighed, siger Morten Olsen.

Jannik Vestergaard, der denne sommer var anfører for det danske U21-landshold til EM, har i øjeblikket stor succes i tyske Werder Bremen.

I weekenden blev han matchvinder i en 2-1-sejr over Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen.

– Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre mere. Trænerne kigger vel mere i andre retninger, så jeg ser ingen mulighed, sagde Vestergaard mandag til kicker.de om den manglende landsholdsudtagelse.

– Jeg har efter min mening leveret de rigtige svar. Mere kan jeg ikke gøre, sagde han.

Danmark møder på fredag Albanien i Parken. På mandag venter en udekamp mod Armenien.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS