Morten Olsen støtter Kasper Hjulmand

Foto: PATRIK STOLLARZ/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Alt peger i retning af en fyring af Mainz’ danske cheftræner, Kasper Hjulmand, og hvis den beslutning bliver en realitet, så har den tyske klub truffet et dumt valg, mener den danske landstræner Morten Olsen.

»I tilfælde af han bliver fyret, er det for mig uforståeligt og dumt. Hvis man går i gang med en ny træner og har nogle ideer om, hvad man skal opnå på et eller andet tidspunkt, så arbejder du selvfølgelig ikke kortsigtet, så arbejder du langsigtet. Så ved jeg godt, man skal vinde fodboldkampe, men så vidt jeg ved, så er der stadig mange kampe at vinde, og hvorfor skulle man ikke kunne gøre det?« spørger Morten Olsen retorisk og fortsætter:

»Men det er mekanismerne, men det viser sig heldigvis, at de klubber, der arbejder kontinuerligt med en træner, der får støtten fra beslutningstagerne, også har større succes, end de klubber der ikke gør det. Så det er for mig lidt uforståeligt, for Mainz er en klub, der har arbejdet kontinuerligt med både Jürgen Klopp og Thomas Tuchel. Så det vil være for mig meget overraskende, men samtidigt også uforståeligt og dumt.«

De tyske aviser Kicker og Bild erfarer, at Hjulmand vil få en fyreseddel tirsdag morgen, og at holdets U23-træner Martin Schmidt i stedet vil overtage trænersædet.

Kasper Hjulmand fik en fin start i Mainz med otte kampe som ubesejret, men siden er det gået ned af bakke. Det er således blot blevet til én sejr i de seneste tre kampe, og klubben har kun ét point ned til nedrykningstregen.

Powered by Labrador CMS