Morten Olsen lukker ned for Eriksen-kritik
Landstræneren har sagt det, som han ønsker at sige om Tottenham-spilleren, der har fået hård kritik.
Morten Olsen er færdig med at tale om Christian Eriksen i et stykke tid.
Det slog landstræneren fast adskillige gange, da han tirsdag udtog de første 19 spillere til EM-kvalifikationskampen 14. november i Serbien og venskabskampen i Rumænien fire dage senere.
Morten Olsen blev et utal af gange spurgt til Tottenham-spilleren, men hver gang var svaret stort set det samme.
Spørgsmål: Hvordan synes du, han har præsteret for Tottenham siden Portugal-kampen?
– Det har jeg ingen fornemmelse af, det bliver misforstået alligevel. Christian Eriksen er ikke noget tema.
– Jeg har sagt, hvad der skal siges om Christian Eriksen, og det er også nok, siger Morten Olsen.
Landstræneren var ude med en meget direkte kritik af Tottenham-spilleren lige efter 0-1-nederlaget til Portugal 14. oktober i Telia Parken.
Dagen efter skuffelsen, som efterlader Danmark med fire point for tre kampe i EM-kvalifikationen, gentog Morten Olsen sin kritik af Christian Eriksen på et pressemøde.
Siden Portugal-kampen har landsholdets kreatør været med i fire kampe for Tottenham, hvor han har scoret et mål.
Christian Eriksen er i øvrigt med i truppen på 19 spillere.
Senere i denne uge vil Morten Olsen udtage yderligere fire-fem spillere.
/ritzau/