Morten fandt Pokemonkort til 500.000 på loftet
De rette Pokemonkort kan i dag være guld værd
Som Newsbreak.dk onsdag skrev, kan de rette Pokemonkort være guld værd i dag.
Det ved 27-årige Morten om nogen.
På et loftrum fyldt med spindelvæv, nullermænd og aflagt legetøj fandt han nemlig en yderst værdifuld skat.
Mortens gamle samling af Pokemonkort fra barndommen viste sig nemlig at indeholde et meget sjældent og vanvittigt værdifuldt kort. Mens kortet har ligget begravet under lag af støv, er dets værdi kun gået en vej. Nemlig op.
Kortet forestiller en Charizard. Har du selv samlet på Pokemonkort, ved du sikkert, at det ikke alene er motivet, der er afgørende for værdien af kortet. Det skriver DBA Guide.
Sat til salg for 397.000
Mortens kort er lige så meget værd som en helt ny Tesla Model 3. En Tesla Model 3 koster ca. 400.000 kr. Men faktisk er kortet endnu mere værd.
Kortet er nemlig vurderet til at være intet mindre end en 500.000 kr. værd. Morten synes af gode grunde, det er en smule angstprovokerende at have så dyrt et kort liggende derhjemme. Derfor har han nu sat det til salg på DBA til en yderst fordelagtig pris.
Vil man være den nye ejer af DBAs dyreste Pokemonkort, kræver det dog – på trods af at Morten har slået lidt af prisen – at man finder den store pengepung frem. Kortet er nemlig sat til salg på DBA for den nette sum af 397.000 kr.
Derfor er det så dyrt
Mortens Charizard er ikke bare en hvilken som helst Charizard, fortæller han til DBA:
– Kortet er et 1st Edition Shadowless Charizard printet i 1999, og det er PSA 9 rated, fortæller Morten til DBA Guide.
Det betyder først og fremmest, at er kortet 1st Edition, hvilket vil sige, at det er den første generation af Pokemonkort nogensinde produceret. Desuden er dette kort kun udgivet i én årgang, hvilket gør det vanvittigt sjældent.
DBAs dyreste Pokemonkort er desuden, hvad der kaldes ’Shadowless’, da det ikke har en skygge, hvilket er et kendetegn for den første årgang af Pokemonkort.
En ting er kortets motiv – en anden af standen af kortet. PSA er et firma, der vurderer Pokemonkorts kvalitet på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er det bedste.
– PSAs vurdering betyder alt for prisen, fortæller Morten til DBA Guide.
Mortens kort ville med en PSA 1-vurdering have en værdi af 25.000 kr. Hvis der var tale om en PSA 10, ville den derimod have en værdi af 2.000.000 kr.
– Uanset hvilken type Pokemonkort, du finder med Charizard derhjemme, skal du nok være sikker på, at der er gode penge i det, fortæller Morten til DBA Guide.
Sådan fik Morten fingrene i det værdifulde kort
Er du opvokset i 00’erne, har du formentlig selv samlet på Pokemonkort eller oplevet den summende aktivitet i frikvartererne, når skolens mange Pokemon-samlerne mødtes for at bytte kort.
Morten scorede sig netop det værdifulde Charizard-kort ved en klassisk byttehandel i skolegården i 3. klasse. Det kort, Morten gav i bytte, var tilmed fuldstændigt værdiløst.
– Jeg kender stadig den person, der byttede kortet med mig. Og han har det en lille smule stramt over at vide, at det her kort efterhånden er blevet rigtig mange penge værd, fortæller Morten grinende til DBA Guide.
Morten er stadig gode venner med ham, der tidligere var indehaver af det sjældne kort. For venskabets skyld giver Morten formentlig en øl eller to, når Charizard-kortet er blevet solgt.
Boom under coronakrisen
Særligt under coronakrisen er priserne på de japanske samlekort skudt i vejret med raketfart.
Heritage Auctions fra den amerikanske delstat Texas oplyser til Reuters, at en første udgave samleboks fra 1999 er blevet solgt for 400.000 dollars – eller 2.444.500 kroner med den nuværende dollarkurs.
Auktionshuset oplyser desuden, at et Charizard-kort som Mortens i perfekt stand netop er blevet solgt til omregnet 1,8 millioner kroner. Så sent som sidst i 2019 stod det samme kort til mindre end 100.000 kroner.
25 år – stadig på toppen
Pokémon holder globalt 25 års jubilæum den 27. februar, og hos Heritage Auctions i Texas bliver der holdt online auktioner på Pokemonkort fra den 25. februar til den 25. marts.
Blandt kortene på auktion kan man finde, hvad der betegnes som “Den hellige gral”: En plomberet 1999 “Wizards of the Cost” boks.
– Den sidste vi havde gik for 406.000 dollars (næsten 2.5 mio. kroner, red.). Gad vide, hvad denne kan gå for, siger underdirektør Joe Maddalena til Reuters.