Morgenfrisk kænguru på springtur – har du set den?
Tirsdag morgen er en kænguru på springtur.
Ofte er man måske ikke helt vågen, når man tidligt om morgenen bevæger sig ad landevejen på vej på job.
Men mon ikke en borger fra det sønderjyske blev hurtigt vågen, da vedkommende spottede noget i vejkanten. Noget, som ikke er helt normalt at se i den danske natur.
– Klokken 7.58 ser vedkommende en kænguru, siger Søren Strægaard, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til Newsbreak.dk.
Det fik politikredsen til at udsende en efterlysning af kænguruens ejer. Som nu er fundet.
Kænguruen blev set på Vibækvej ved motorvejsoverkørslen Endrup, Bramming.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at der er kænguruer løs i Danmark.
I 2011 stak en af fra zoo i Blåvand, i 2016 stak albinokænguruen HipHop af fra Hornsyld, i maj 2017 var en løs i området omkring Salten ved Silkeborg og i juli 2017 var det i Køge-området, en af slagsen var stukket af.
Alle blev indfanget igen.
Hvad skal du gøre?
– I en situation som denne, skal man kontakte politiet på 114, da der er tale om et undsluppet ejet dyr. Man må dog gerne kontakte Dyrenes Vagtcentral på 1812, hvor vi kan oprette en fremlysning på kænguruen i vores system, siger Camilla Skovgaard Jensen, leder af Dyrenes Vagtcentral.
Sådan en kænguru er ikke sådan lige at passe. Derfor er den på Fødevarestyrelsens liste med pasningsvejledninger.
Det er ikke lykkes Newsbreak.dk at få svar på, om det skal registreres, når man får en kænguru som kæledyr.