Mord på dansk turist: 71-årige Vera blev kvalt
Den 71-årige Vera Holm blev fundet død på øen Gozo den 26. juli. Politiet behandlede dødsfaldet som mistænkeligt, men nu bekræfter de, at den danske turist blev myrdet.
Det er over to uger siden, at den 71-årige Vera Holm blev fundet død på Gozo ved Malta, hvor hun holdt ferie med sin svigersøn, to børnebørn og svigersønnens bror.
Maltesisk politi behandlede dødsfaldet som ‘mistænkeligt’, men en obduktion kunne i første omgang ikke afgøre, om den 71-åriges død var en ulykke eller ej.
Men nu oplyser Maltas Politi tirsdag aften, at Vera Holm blev myrdet.
»Patologerne bekræftede i dag, at dødsårsagen skyldes kvælning,« skriver de i en pressemeddelelse.
»Efterforskningen er i fuld gang, og vi opfordrer endnu engang alle, der har information om sagen, til at henvende sig,« lyder det endvidere fra det maltesiske politi.
Tidligere i dag oplyste politiet til BT, at der ikke er nogen mistænkte i sagen:
»Indtil videre er ingen sigtet, eftersom politiet stadig undersøger, hvad der skete med offeret.«
Vera Holms pung og mobiltelefon var ikke på hende, da hun blev fundet død den 26. juli på øen Gozo ved Malta, hvilket tyder på, at hun blev udsat for røveri. Men de to ting er endnu ikke blevet fundet, oplyser politiet.