Mor skubber sit barn ud foran kørende tog

En kvinde skubbede søndag sin egen 11-årige søn ud foran et kørende tog – her på Hoheluftbrücke station i Hamborg. Foto: Wikimedia Commons
Offentliggjort Sidst opdateret

En kun 11-årig dreng blev søndag skubbet ud foran et tog, der kørte over ham og kvaste hans ben. Det var drengens mor, der skubbede ham.

Da et tog nærmede sig stationen Hoheluftbrücke, der er en station i millionbyen Hamborgs U-bahn, valgte en kvinde at skubbe sin kun 11-årige søn ud foran toget. Det skriver flere tyske medier.

Selvom togene i U-bahnen minder allermest om metro-tog, så er der en chauffør. Han nåede ikke at bremse toget, der kørte over drengen.

Den 11-årige, der i medierne kaldes Leon, nåede ikke væk. Hans ben blev kørt over, og det tog redningsmandskabet i omegnen af 40 minutter at få Leon fri fra togets hjul.

Mor forsøgte at stikke af

Efter den overvældende episode, der foregik foran mange mennesker, der også opholdt sig på stationen, forsøgte den 11-åriges mor at stikke af.

Det lykkedes dog ikke, for den 31-årige mor blev hurtigt fanget af betjente fra Hamborgs politi.

Hun opførte sig ifølge en lokal avissælger helt vanvittigt hysterisk, da hun blev ført bort.

Den 31-årige mors mentale tilstand undersøges grundigt.

Benet er sat af

Leons ben stod angiveligt ikke til at redde.

Han blev, efter løsrivelsen fra undergrundstoget, kørt til et hospital, hvor hans tilstand i øjeblikket stadig er kritisk.

Der er ingen tegn på livstruende skader, men lokale medier skriver, at hans ben måtte amputeres.

Det har politiet dog ikke bekræftet.

Powered by Labrador CMS