Mor så skræmt til: Datter kæmpede for ikke at flyve ud af forlystelse
Lena Frost Mortensen er oprørt over sikkerheden ved en forlystelse i et omrejsende Tivoli.
Fredag besøgte Lena Frost Mortensen Silkeborg Ildfestregatta sammen med sin syvårige datter, sine søskende og deres børn.
Den fornøjelige familietur blev afbrudt af en ubehagelig oplevelse, da datteren sammen med sine to kusiner prøvede forlystelsen Body Rock fra det omrejsende tivoli Nordisk Tivoli Park.
– Da vi kommer til den, står jeg allerede og siger, at den er lige voldsom nok, fortæller Lena Frost Mortensen til Newsbreak.dk.
Den 33-årige silkeborgenser endte alligevel med at give datteren lov til at prøve den, da hun både var ældre end alderskravet og højere end højdekravet til forlystelsen.
Lena Frost Mortensen har siden beskrevet i et Facebook-opslag, hvordan datteren fik fødderne helt op over sikkerhedsbøjlen og blev slynget ud af sit sæde. Heldigvis fik hendes kusine, der sad på sædet ved siden af, fat om hende, så hun blev holdt fast resten af turen.
Turen i forlystelsen, der er en form for hurtig karrusel, begyndte ellers fint nok de første par omgange.
– Så bliver det bare vildere og vildere, og den giver sådan nogle ryk, så hun er ved at ryge ud, siger Lena Frost Mortensen.
Lena Frost Mortensen fortæller, at hun gik i panik og hoppede op mod “styrehuset” til forlystelsen og forsøgte at råbe kontrolløren op. Det lykkedes hende efter lidt tid at få ham til at standse forlystelsen, og datteren og hendes to kusiner kom ned.
– De var rigtig rystede, og de græd alle tre.
Lena Frost Mortensen er overbevist om, at datteren lige så godt kunne være blevet slynget ud af karrusellen, og at det kun var på grund af kusinens hurtige reaktion, at det ikke endte med en alvorlig ulykke.
Politiet tjekkede efterfølgende både Body Rock-forlystelsen og en anden forlystelse ved navn Take off, hvor der var blevet slynget en luge af. Body Rock-forlystelsen fik lov at køre videre, mens Take off blev lukket.
Flere andre Facebook-brugere har skrevet om dårlige oplevelser med lige præcis Body Rock-forlystelsen som kommentar til Lena Frost Mortensens opslag.
I 2014 blev en femårig dreng slynget ud af Body Rock og fik kraniebrud, da den var sat op ved Gellerup i Aarhus.
Direktør: Gør alt for at undgå ulykker
Newsbreak.dk har uden held forsøgt at kontakte Nordisk Tivoli park for en kommentar til sagen.
Til TV2 fortæller direktøren i Nordisk Tivoli Park, Lars Winther, at virksomheden og dens medarbejdere gør alt for at undgå, at kunderne vælter ud af deres forlystelser. Der er blandt andet daglige sikkerhedstjek af karrusellerne i tivoliet, oplyser han.
han siger også, at han er interesseret i, hvad der er sket forud for hændelsen.
– Der undrer mig, hvad der sker sket op til hændelsen. De andre, som er i karrusellen sidder jo fint og godt, kan man se på billedet.
Lena Frost Mortensen håber, at sikkerhedskravene vil blive skærpet.
– Jeg stoler selvfølgelig på anvisningerne, men det har jeg så fundet ud af, at det skal man ikke, siger hun.