Mor ammer eget OG venindens barn
En mor har skabt debat, efter hun har lagt et billede på Facebook, hvor hun ammer sin egen og venindens søn
Jessica Anne Coletti fra Pennsylvania lagde et billede på Mama Beans Facebook-side i anledning af National Breastfeeding Week.
Men billedet har delt vandene på det sociale medie.
Billedet viser nemlig Jessica, der ammer ikke kun sin egen søn på 16 måneder, men også venindens søn på 18 måneder. Jessica skriver til billedet:
– Glædelig World Breastfeeding Week! Min søn til højre er 16 måneder, og min vens søn er 18 måneder. Jeg passer hendes søn, mens hun arbejder og har ammet dem begge i et år! Så meget kærlighed mellem disse mælke-brødre, der er et særligt bånd mellem os alle.
Jessica har ammet venindens søn, siden han var fem måneder gammel, skriver Daily Mail.
– Hun ammede men havde ikke tid til at pumpe ud – jeg ammede allerede min søn, og det gav bare mening at give ham næring på samme måde. Han havde haft problemer med modermælks-erstatning, som den tidligere babysitter havde givet ham, og hans problemer forsvandt, da erstatningen ikke længere var nødvendig, siger hun.
Bor sammen med veninden
Veninden er 100 procent tilfreds med arrangementet, siger Jessica.
– Min veninde bor sammen med mig og min mand. Hun ved alt om mig og stoler på mig med hendes barn. Hun ved, at jeg ikke ønsker andet end det bedste for vores børn, og det er også derfor hun støtter, at jeg ammer vores børn.
Facebook-posten, som har over 500 likes, har modtaget blandede reaktioner.
Nogle skriver, at de ville ønske de kunne like en million gange. En anden påpeger, at en amme reddede mange liv år tilbage.
I den anden grøft er der en, der er helt sikker på, at veninden ikke er okay med det.
– Undskyld, men det er for mærkeligt, skriver en anden.
Ifølge Verdenssundheds-organisationen er en amme det næstbedste, hvis man ikke selv er i stand til at amme sit barn.
Amning ses som det bedste for et barn – helst fuld amning i seks måneder og gerne længere.