Momssvindel for millioner

Ti personer er blevet anholdt i en stor sag om momsvindel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag blev syv mænd anholdt i en stor aktion af Særlig Efterforskning Vest under Østjyllands Politi.

De har i samarbejde med øvrige tre personer svindlet for adskillige millioner kroner.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Snydt for stort beløb

Syv mænd blev anholdt i Danmark i en større politiaktion, hvor Særlig Efterforskning Vest fik hjælp af Nordsjællands Politi, Midt- og Vestjyllands Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi og Østjyllands Politi.

De øvrige tre personer i sagen blev anholdt af tysk politi. Her er to mænd og en kvinde blevet arresteret.

Seks af de anholdte i Danmark fremstilles torsdag morgen ved Retten i Randers.

De er sigtet for igennem en længere periode at have svindlet med eksportsalget af et større antal dyrere biler fra Tyskland til en række forhandlere i Danmark.

Ved handlerne blev den skyldige salgsmoms ikke afregnet, hvilket betyder, at den danske stat er blevet snydt for de mange millioner fra eksportsalget.

Foruden de danske politikredse er sagen også et samarbejde med Skattestyrelsen, Motorstyrelsen og tysk politi.

Tilfreds med sagen

Den koordinerede politiaktion er meget tilfredsstillende for politiinspektør ved Særlig Efterforskning Vest Carit Andersen.

–  Vi vurderer, at der igennem flere år er foregået systematisk svindel med handlerne, og at der er tale om momssvig af særlig grov karakter. Jeg er meget tilfreds med dagens aktion, som er resultatet af længere tids efterforskning og et godt samarbejde med Skattestyrelsen, siger Carit Andersen.

Ved grundlovsforhøret vil Anklagemyndigheden anmode om lukkede døre.

De tre personer, der blev anholdt af tysk politi, forventes at blive udleveret til retsforfølgelse i Danmark inden for kort tid.

Særlig Efterforskning Vest har ikke yderligere kommentarer til svindelsagen.

Powered by Labrador CMS