Mølbak-forklaring sår tvivl om Mogens Jensen
Regeringen peger igen og igen på sundhedsmyndighederne, når den skal forklare sin håndtering af minksagen. Mandag kom Kåre Mølbak med en forklaring, der ifølge EL sår tvivl om den forsvarstale.
(Citathistorie fra Jyllands-Posten)
Regeringen siger, at den har handlet efter myndighedernes anbefalinger under hele minksagen.
Men ifølge SSI-direktør Kåre Mølbak kan en indstilling fra juli om at stoppe aflivning af smittede mink føres tilbage til “en præmis” og “et politisk valg” om, at branchen skulle bevares.
Politisk ordfører Pernille Skipper (EL) kalder det “ekstremt bekymrende”.
– Hvis man siger til sundhedsmyndighederne, at vi vil gerne bede om jeres anbefalinger, men I må kun sige, hvad I mener inden for den her bestemte ramme, så er det dybt forkasteligt. Mogens Jensen kan ikke gemme sig bag, hvad sundhedsmyndighederne har anbefalet, hvis de kun har anbefalet, hvad han har bedt dem om at anbefale, siger Skipper, der nu vil have afklaret, hvor den omtalte præmis kom fra, skriver Jyllands-Posten.
De Radikale vil også have det belyst.
– Det er helt relevant og rimeligt at have den betragtning med, når der er tale om et helt erhverv. Men det er selvfølgelig et spørgsmål, om man har presset sundhedsmyndighederne til at mene noget andet end det, de mente, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R).
Fødevareminister Mogens Jensen afviser og udtaler, at han ikke er “bekendt med, at mit ministerium skulle have bedt om løsninger ud fra en forudsætning om, at erhvervet skulle bevares”.