Mogens Palle: – Kesslers karrierestop er ‘varm luft’
Mikkel Kesslers tidligere promotor, Mogens Palle, giver ikke meget for Mikkel Kesslers karrierestop, som han kalder en ‘omgang varm luft’ for at holde danskerens navn varmt i håbet om at lave endnu en kamp.
35-årige Mikkel Kessler fortæller ellers søndag til Ekstra Bladet, at han er færdig som professionel bokser.
Den tidligere danske verdensmester siger dog samtidig, at muligheden for en kamp mod engelske Carl Froch eller amerikaneren Andre Ward i teorien godt kunne friste ham til at droppe boksepensionen.
Og det er netop denne bemærkning, som får den forhenværende danske boksepromotor Mogens Palle til at fnyse over udmeldingen om, at Mikkel Kessler nu definitivt skulle være stoppet som bokser.
»Når jeg analyserer det, så tror jeg, at det dér er en omgang varm luft for at holde hans navn varmt,« siger Mogens Palle til bt.dk og fortsætter:
»Det er mit indtryk, når jeg læser det, og han selv siger, at hvis Sauerland kommer op med Froch eller Ward, vil han altid være i form og overveje et comeback. Det siger jo alt om, at manden stadig er til at få i ringen. Det er for at holde hans navn varmt. Derfor kan man ikke sige, at manden er holdt op, for han åbner jo selv en ladeport.«
Mogens Palle var Mikkel Kesslers promotor det meste af danskerens karriere, hvor han stod for at arrangere 44 af Mikkel Kesslers i alt 49 kampe som professionel. Men en strid om penge og indholdet i deres kontrakter fik danskeren til at bryde med Mogens Palle og i stedet gå over til tyske Kalle Sauerland. Det har efterfølgende ført til en uforsonlig stemning mellem parterne, som ikke længere har kontakt til hinanden.
Mogens Palle fortæller dog, at han stadig og altid har nydt at se Mikkel Kessler bokse, men det overrasker ham ikke, at det ikke er lykkedes danskeren og hans tyske promotor at skaffe Kessler en kamp mod Andre Ward eller Carl Froch.
»Når man som Mikkel Kessler har været ude af rampelyset i to år, så bliver man glemt, så det kommer ikke som nogen overraskelse for mig det der«, siger Mogens Palle.
Og selv om Mogens Palle ikke giver meget for Mikkel Kesslers udmelding om, at det skulle være slut, mener han alligevel, at det vil være det rigtige tidspunkt for Mikkel Kessler at stoppe sin lange karriere.
»Jeg synes, at det er en fornuftig beslutning, men jeg tror ikke, at han er stoppet. Men jeg mener ikke, at han vil have en chance mod Andre Ward, hvis det var. Han er for bevægelig og snu for ham,« vurderer Mogens Palle.