Modtager stor hæder i Cannes
Den svenske instruktør Ruben Östlund vinder for anden gang i karrieren Guldpalmen i Cannes
Filmen "Triangle of Sadness" vinder filmprisen Guldpalmen i Cannes. Den er instrueret af svenskeren Ruben Östlund.
Filmen er en satirisk komedie, der foregår på en luksusyacht.
Den laver karikaturer over superrige mennesker.
Der er scener med søsyge og opkast, og publikum har enten ligget flade af grin eller været grønne i ansigterne, skriver Reuters.
Spændende film for publikum
Publikum har været begejstret for filmen. Anmelderne har ifølge dpa været knap så entusiastiske.
Östlund vandt også Guldpalmen i 2017. Dengang for filmen "The Square", som den danske skuespiller Claes Bang er med i.
- Vi havde kun et mål, og det var, at vi virkelig ville lave en spændende film for publikum og lave et tankeprovokerende indhold, sagde den 48-årige Östlund, da han holdt sin takketale lørdag aften.
Udveksler citater
- At underholde, at få dem til at stille sig selv spørgsmål, at gå ud efter at have set filmen og så have noget at tale om, sagde han ifølge nyhedsbureauet AFP.
Blandt skuespillerne i filmen er Woody Harrelson.
I en central scene i filmen taler Harrelson, der spiller skibets kaptajn, med en russisk milliardær. De er begge bimlende berusede, og de udveksler citater fra henholdsvis Karl Marx og Ronald Reagan.
Slutter lørdag
Guldpalmen - Palme d'Or på fransk - er hovedprisen på den internationale filmfestival i Cannes.
Det er i år 75. gang, at den internationale filmfestival i byen ved den franske middelhavskyst finder sted.
21 film har deltaget i konkurrencen på festivalen, der efter 12 dage slutter lørdag.
Pris til dansk instrueret film
Det er første gang efter coronaen, at filmfestivalen er tilbage som i gamle dage.
Der blev i øvrigt også en pris til filmen "Holy Spider". Her vandt den iranske skuespillerinde Zar Amir Ebrahimi, der bor i eksil i Frankrig, prisen som bedste skuespillerinde.
Filmen, der handler om en iransk seriemorder, er instrueret af dansk-iranske Ali Abbasi og produceret af det danske produktionsselskab Profile Pictures.