Møder japaner i finalen
Danskeren kæmper søndag for karrierens 12. ITF-finalesejr mod Mai Hontama fra Japan
Clara Tauson kæmper søndag mod verdens nummer 213 i finalen i ITF-turneringen i Slovenien.
Tauson slog selv i overbevisende stil sloveneren Veronika Erjavec med 6-1, 6-4 i lørdagens semifinale.
Siden gjorde japaneren Mai Hontama danskeren følgeskab efter en sej kamp mod ukraineren Katarina Zavatska. Hontama vandt i tre sæt med cifrene 3-6, 6-2 og 6-3.
Kæmper om 12. sejr
Tauson er 92 pladser over sin japanske rivalinde i slutkampen, hvor hun kæmper om karrierens 12. sejr på ITF-niveau.
Turneringen i Slovenien er en såkaldt ITF-40-turnering, hvor Tauson som andenseedet er blandt favoritterne.
Sværest i første runde
Hun havde det sværest i første runde mod tyskeren Mona Barthel, hvor hun skulle ud i tiebreak i tredje sæt for at spille sig videre.
Derefter er tingene gået noget mere glat. To russiske modstandere blev slået med klare cifre, og heller ikke Erjavec i semifinalen kunne true Tausons march mod finalen.