Moddemonstranter vil tættere på Pegida
Moddemonstranter vil rykke sig tættere på Pegida-demonstrationer
Siden 19. januar har organisationen Pegida hver mandag arrangeret islam-kritiske demonstrationer i blandt andet København og Aarhus. I København bliver demonstrationerne mødt af moddemonstrationer arrangeret af København for Mangfoldighed.
Hidtil har de to grupper under politibevogtning gået ruter, der lå langt fra hinanden, men nu vil København for Mangfoldighed demonstrere tættere på Pegida-folkene, skriver BT.
Talsmand Jakob Lausch Krogh fra København for Mangfoldighed (KFM) fortæller, at KFM vil tættere på Pegidas demonstration 16. februar. Det er ønsket om at lade Pegidas demonstranter høre og se moddemonstranterne, der får KFM til at ansøge Københavns Politi om muligheden for en demonstrationsrute tættere på Pegidas.
Men ønsket om at komme tættere på møder allerede modstand, inden politiet har modtaget ansøgningen. BT har spurgt ledende politiinspektør Mogens Lauridsen, om ansøgningen bliver godkendt, og meldingen er klar:
»Det får de ikke lov til. Fordi vores efterretninger fortæller os, at der er folk hos både KFM og Pegida, der gerne vil ryge i totterne på hinanden,« siger han.
Hos KFM er man ellers overbevist om, at demonstrationen kommer til at foregå fredeligt. Jakob Lausch Krogh afviser blankt, at der er nogle hos dem, der vil opsøge vold, og henviser til en tidligere svensk moddemonstration, hvor man kom helt tæt på Pegida.
»Det må have været en svær oplevelse for Pegida at være så få i forhold til moddemonstranterne i Malmø. Vi håber også, at de får det svært på mandag. De skal mærke, at de er upopulære, når de ser og hører os under demonstrationen. Men det kommer til at foregå helt uden vold, og vi har en klar aftale om, at vores moddemonstration på mandag kommer til at foregå fredeligt som sædvanlig. Vi garanterer det faktisk,« siger han.
Afvisningen af København for Mangfoldigheds forslag om en rute tættere på Pegidas overrasker Jakob Lausch Krogh. Han mener, at borgernes forsamlingsfrihed bør gælde.
»Jeg er træt af, at politiet ikke giver borgerne lov til at samles, hvor de vil. Grundloven bør gælde over politiloven,« siger han.
Til det Mogens Lauridsen, at politiloven gælder, når man skal sikre borgernes sikkerhed. Han afviser, at KFM får lov til at komme tæt på Pegida og slår fast, at hvis det skulle ske, vil man roligt forklare moddemonstranterne, at de skal bevæge sig væk. I sidste instans vil dem, der ikke samarbejder, blive frihedsberøvet.
Politiet har siden 19. januar haft betjente på gaden for at følge demonstrationerne fra Pegida og København for Mangfoldighed. Og de mange demonstrationer er dyre for politiet:
»Jeg håber snart, det er ovre med demonstrationerne. Alle skal have lov til at demonstrere, men det er samtidig en ressourcetung opgave for politiet, og vi har haft mange betjente på gaden under mandagsdemonstrationerne,« siger Mogens Lauridsen, der sammenligner politiets opgave med at holde fodboldfans adskilt.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pegidas talsmand, Nicolai Sennels.
Mandag begynder Pegidas demonstration på Axeltorv, mens København for Mangfoldighed starter fra Sankt Hans Torv.