Mobilkrig om ekstra indhold på vej
Der er kamp om mobilkunderne og konkurrencen bliver blot hårdere endnu. Nu gælder det om at levere underholdning.
Når mobilselskaberne de kommende år forsøger at lokke dig til som kunde, bliver det i stigende grad med streamingtjenester, magasiner, fordele og rabatter, mens sms og taletid glider i baggrunden. Det skriver Søndagsavisen.
Teleselskabernes kamp om at levere ekstra indhold har været under opsejling i et par år, men blev for alvor skudt i gang, da Plenti blev lanceret i marts. Selskabet satser først og fremmest på ekstra indhold i form af mere end 70 logins – telefoni følger blot med og kommer i anden række.
– Inden for kort tid kommer de andre teleselskaber også med deres bud på, hvordan sådan en underholdningspakke skal se ud. Vi bruger i stigende grad vores smartphone til underholdning fremfor telefoni, og det reagerer selskaberne på, siger Torben Rune, teleanalytiker hos Netplan, til Søndagsavisen.
Skal lokke forbrugere til at tegne dyrere abonnementer
De større pakker med logins og fordele er dog også designet til at få forbrugerne til at tegne abonnementer, der er dyrere og giver selskaberne flere penge i kassen, mener Nicholas Frederiksen, teleekspert hos Mobilkunden.dk.
– Det er en mulighed for at få kunderne til at betale for et dyrere produkt. De her abonnementer indbringer flere penge, og så er der er en højere fastholdelse. Kunden opsiger ikke bare lige sådan et abonnement, for så opsiger man samtidig en masse tjenester og fordele, siger han.
Selvom Plenti er det første selskab, der satser benhårdt på indhold før telefoni, startede Telmore for alvor indholdsbølgen, da de i 2014 lancerede Telmore Play med 13 logins. Siden har tjenesten fået mere end 50.000 kunder.
Også Yousee, Telia, Telenor og Zenji har udbudt abonnementer, der indeholder fordele, tjenester, rabatter eller andre logins. Plenti er dog det første, som hovedsageligt satser på indholdsdelen.
– Men vi forventer en del konkurrence. Det her er fremtiden for telemarkedet, mener Peter Magbæk, medstifter af Plenti.