Mobil annonceblokering hitter på rekordtid
Mange Iphone-brugere har benyttet sig af ny mulighed for at blokere internetreklamer på mobilen.
Små programmer, der blokerer for annoncer, når man går på nettet, er på rekordtid blevet de mest hentede i de mobile appbutikker, efter at Apples seneste softwareopdatering tillader, at man henter og installerer dem.
Med opdateringen af styresystemet til iPhone-telefoner og iPad-tavle-PCer til iOS 9 har Apple nemlig for første gang tilladt, at man – som på PCer – kan installere annonceblokeringsværktøjer (på engelsk kaldet »adblockers«) på Apple-udstyr i Safari-browseren. Dermed bliver alle annoncer skrællet væk, så man ikke ser dem på skærmen og dermed heller ikke bruger af sit dataabonnement for at hente dem ned på telefonen eller tavle-PCen.
Betalt topscorer købt 12.000 gange på en dag
Alene på top 5-listen over de mest hentede, betalte applikationer ligger to annonceblokeringsværktøjer, Peace og Purify Blocker, og det antyder, at sådanne programmer kan blive endnu mere populære i mobilverdenen, end de er på bærbare og stationære PCer, hvor de sidste år var installeret i omkring 200 millioner internetbrowsere på verdensplan – 40 procent flere end et år tidligere. Peace, der koster tre dollars, blev alene torsdag købt 12.000 gange i den amerikanske Apple App Store.
Annoncer er langt mere påtrængende på mobiltelefoner og tavlecomputere, end de er på traditionelle PCer, fordi skærmene er mindre. Samtidig betaler man i mobilverdenen for den datamængde, som man forbruger, og her indgår altså også annoncerne, der oftest ligger og opdaterer sig selv i baggrunden.
Kritikere af annonceblokeringsværktøjer frygter, at blokeringen får den stik modsatte virkning, nemlig at annoncørerne bliver tvunget til at bruge andre platforme, hvor annoncer og andre former for sporing ikke umiddelbart kan blokeres. Det er den måde, som blandt andet Facebook arbejder på, og som i detaljeret grad sporer, hvad man foretager sig på nettet. De avancerede sporingsværktøjer indsamler oplysninger, som ofte sælges videre til annoncører, og som i mange tilfælde køres sammen med andre indsamlede oplysninger, som overskrider reglerne for privatlivets fred.
Vil genere Google
Når Apple gør det muligt at installere blokeringsfunktionen, er det et slag mod blandt andre ærkerivalen Google. Google lever nemlig, modsat Apple, af at sælge annoncer. Google henter størstedelen af sin omsætning fra reklamer, hvor Apples hovedindtjening kommer fra salget af hardware. iPhone-telefonerne udgør alene 63 procent af Apples omsætning.
På Android-telefoner og -tavle-PCer, som kører med Googles mobilstyresystem, kan man kun blokere for annoncer, hvis man vælger at installere særlige browsere og bruger dem, når man går på nettet.
Annonceblokeringsværktøjerne standser ikke de annoncer, som dukker op i stadig flere af de gratis applikationer, som de fleste henter. De virker kun i selve internetbrowseren.
Problemer med iOS 9 – går i sort
Den gratis iOS 9-opdatering blev tilgængelig 16. september og er ifølge det amerikanske analysefirma Mixpanel allerede blevet hentet af 16 procent af Apple-brugerne.
Et betydeligt antal af dem har dog, ifølge nyhedsbureauet Reuters, meldt om, at deres telefoner og iPads går ned, når de forsøger at genstarte efter at have hentet det nye styresystem. Især synes de lidt ældre telefoner og iPads at være ramt.
Apple har ikke kommenteret problemerne men besluttede onsdag at udsætte den opdatering af softwaren til Apple Watch-smarturene, som ellers skulle have været klar, fordi der er fundet en alvorlig fejl i den.