Mister immunitet: MF’er taget med 160 km/t
Det var tilsyneladende med foden hvilende tungt på speederen, at MFeren Thomas Danielsen (V) 19. marts 2014 førte sin bil på vestmotorvejen i Køge Kommune.
Her kørte fiskeriordføreren ifølge Midt- og Vestsjællands Politi 160 kilometer i timen på en strækning, hvor det kun var tilladt at køre 130.
Så langt så godt. Men som folkevalgt nyder Thomas Danielsen det privilegium, at han ikke kan blive retsforfulgt på grund af sin parlamentariske immunitet. Derfor har de 21 medlemmer fra Folketingets Udvalg for Forretningsorden enstemmigt indstillet til, at Venstre-medlemmet får ophævet den immunitet, så der kan føres en sag ved domstolene.
Anerkender ikke sigtelsen
I første omgang stod han til at slippe med en bøde på 3.500 kroner og en betinget frakendelse af kørekortet, men tilbage i september meddelte Thomas Danielsen myndighederne, at han ikke anerkender sigtelsen, og at han ønsker, at sagen bliver behandlet ved domstolene, og dermed er anklagemyndigheden forpligtiget til at indhente Folketingets tilladelse til at rejse tiltale.
Som en kuriøs detalje forsøgte Midt- og Vestsjællands Politi allerede i juli at rejse en tiltale, da man ikke var klar over, at Thomas Danielsen var medlem af Folketinget.
Lille og eksklusiv gruppe
Såfremt Folketinget som ventet ophæver det 31-årige medlems immunitet melder han sig i en lille og eksklusiv gruppe af folkevalgte, der gennem tiden har fået ophævet deres immunitet. Den tort er der kun 22 folketingsmedlemmer gennem tiden, der har måttet lide, og bedst kendt er navne som Mogens Glistrup, Peter Brixtofte og Jesper Langballe.
Tilbage i 2006 fik daværende justitsminister Lene Espersen ligeledes ophævet sin immunitet for en trafikforseelse.