Mistanke om frygtet virus: Stort slagteri er lukket
Mistanke om svinepest har sendt Danish Crown i hastemøde.
Godt nok har der ikke været et udbrud af klassisk svinepest i Danmark siden 1933, men en stigning i antallet af tilfælde, hvor østeuropæiske svin er smittet med den frygtede virus, er med til, at det er noget, der bliver taget særdeles alvorligt. Således både hos Fødevarestyrelsen og hos slagterigiganten Danish Crown.
Hos sidstnævnte er der tirsdag aften hastemøde, hvor medarbejdere diskuterer, hvordan det skal håndteres, at der er mistanke om at en gris, der var på vej til slagteriet i Herning er smittet med den så frygtede virus. Det fortæller firmaets pressechef Jens Hansen til Newsbreak.dk.
– Det er med en vis uro i maven, at vi arbejder på det. Vi tager det meget alvorligt. Vi arbejder ud fra, at scenariet er det værst tænkelige, fortæller han fra mødet.
Slagteriet lukket
I en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen oplyses det, at den mistænkte gris kommer fra en besætning nordøst for Silkeborg. Denne har styrelsen besøgt og på baggrund af dette besøg valgt at opretholde mistanken.
– Slagteriet er lukket for i dag, men kan genoptage slagtningerne i morgen onsdag. De foranstaltninger, som er truffet på slagteriet i Herning, er normal procedure ved mistanke om svinepest, skriver Fødevarestyrelsen.
På det pågældende slagteri i Herning slagtes der ugentlig i omegnen af 31.000 svin, så det er en noget nær uoverskuelig konsekvens, hvis det skulle ske, at smitten brød ud her. Derfor behandler Danish Crown også sagen med allerstørste alvor.
– Lige nu sidder vi og arbejder på at finde ud af, hvad der skal ske på slagteriet fremadrettet. Måske kan vi fortsætte med noget arbejde, måske ikke, siger Jens Hansen, der dog ikke vil forholde sig til, hvad det vil have af konsekvenser for Danish Crown og slagteriets cirka 500 medarbejdere, såfremt det værst tænkelige sker.
Sker i ny og næ
Fødevarestyrelsen oplyser på sin temaside om netop klassisk svinepest, at det ikke er farligt for mennesker. Seneste registrerede udbrudstilfælde var i juni 2014, da der blev konstateret klassisk svinepest i en baggårdsbesætning i den østlige del af Letland.
Hos Danish Crown har de dog en vis ekspertise med at forholde sig til disse mistanker.
– Det sker jævnligt. En til to gange om året, at der er mistanke om svinepest, siger Jens Hansen, inden han fortsætter hastemødet.
Han fortæller desuden, at medarbejderne ikke er sendt hjem eller som udgangspunkt skal forvente en fridag onsdag. Slagtningerne blev indstillet klokken 14 tirsdag.