Mistanke: 17-årig stod bag hackerangreb mod Sony

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Brugere af Playstation og Xbox oplevede i juledagene store problemer med at koble sig på spillenetværket.

En finsk teenager på omkring 17 år kan have deltaget i hackerangrebet på Sony, der i julen gik ud over selskabets Playstation-servere. Det skriver hjemmesiden Daily Dot.

Politiet i Finland bekræfter over for avisen Helsingin Sanomat, at det er bekendt med anklagen mod drengen, og at der er indledt en efterforskning af sagen.

Brugere af Playstation og Xbox verden over oplevede store problemer i julen, hvor det var besværligt at koble sig på online-systemet, der styrer spillekonsollerne.

Ifølge britiske Sky News var det en gruppe hackere i Finland, der stod bag angrebet, og tv-kanalen bragte et interview med en ung mand, som påstod, at han var en del af angrebet.

Manden, som kaldte sig “Ryan”, sagde til Sky News, at hackerangrebet blev gennemført for at påpege en række sikkerhedsbrister hos Playstation og Xbox.

Hos det finske datasikkerhedsselskab F-Secures bekræfter forskningschef Mikko Hyppönen, at “Ryan” er finsk.

Sony har den seneste tid været mål for flere angreb. Selskabets film “The Interview” er kun blevet vist i en brøkdel af de biografer, der oprindeligt havde planer om at vise den, efter at hackere truede biografgængere med fysiske angreb.

Hackere med forbindelse til det diktatoriske styre i Nordkorea beskyldes af USA for at stå bag hackerangrebet på Sony, hvor flere film og manuskripter er blevet stjålet

Det har Nordkorea adskillige gange afvist.

I de seneste dage har internettet i Nordkorea perioder været helt nede og i det hele taget kørt ustabilt, og regimet i det lukkede land beskylder USA for at stå bag nedbruddene.

Amerikanske embedsmænd har sagt, at USA ikke har været involveret i internetnedbruddet.

I filmen “The Interview” planlægges et attentat på Nordkoreas diktator, Kim Jong-un.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS