Mislykket forhandling: Nu tager parterne fat på en ny knast

Efter et mislykket forsøg på en aftale om lærernes arbejdstid, bliver løn næste punkt på overenskomstmenuen.

Tre nøglepersoner mødes mandag igen til forhandlinger i Forligsinstitutionen: To af lønmodtagernes repræsentanter, Anders Bondo Christensen og Dennis Kristensen, siddende, mens kommunernes chefforhandler, Michael Ziegler, hilser på. Foto: Torkil Adsersen/arkiv/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter 14 timers forgæves forsøg på at finde enighed om lærernes arbejdstid, overtager lønnen fokus i overenskomstforhandlingerne mandag.

Lørdag forsøgte lærerne og forhandlere fra kommunerne at komme til enighed om arbejdstiden. Det lykkes ikke. I stedet aftalte de at mødes mandag, hvor de vil diskutere, hvor mange penge der skal være til løn og forskellige puljer.

Imens har hverken regionernes eller statens forhandlinger rykket sig.

Når det kommer til lønnen, bliver det et spørgsmål, om de to parter kan blive enige om, både hvor meget og hvordan de offentligt ansatte stiger i løn.

Ifølge lønmodtagerne er forhandlingerne om løn særligt svære på kommunernes område. Ifølge FOA-formand Dennis Kristensen ønsker kommunerne en anden løsning end staten og regionerne.

– I kommunerne vil man gøre det på en anden måde. Jeg kan godt se for mig, at vi går ind på deres banehalvdel. De vil benytte en teknik, der giver en relativ lav lønstigning, og så lader man reguleringsordningen bygge ovenpå, siger han.

– Så har vi sagt, at vi skal have fuld regulering. Og det skal gå hurtigere.

Mindre lønstigning

Som ordningen for regulering fungerer nu, får lønmodtagerne udlignet 80 procent af forskellen mellem lønninger i den offentlige og private sektor. Den dækning skal op på 100 procent, mener Dennis Kristensen.

Derudover skal pengene falde hurtigere. I dag tager det seks kvartaler, før reguleringen slår igennem.

Modsat vil det betyde, at lønstigningen ved denne overenskomst bliver mindre, end lønmodtagerne hidtil har krævet.

– Der går lige en årrække, men så kommer vi op på et niveau med de privatansatte, siger Dennis Kristensen.

Storkonflikt udskudt

Der var i første omgang varslet strejke fra lønmodtagernes side den 4. april og lockout fra arbejdsgivernes side den 10. april, men onsdag den 28. marts valgte forligsmand Mette Christensen at udskyde konflikten i to uger, så man kunne prøve at forhandle en løsning på plads. Dermed kan der tidligst udbryde strejke den 22. april og lockout den 28. april

 

Powered by Labrador CMS