Misbrugte børn tøver med at gå rettens vej

Børns Vilkår har svært at få kontakt med misbrugte børn, der har chance for erstatning. Mistillid til systemet

En række alvorlige volds- og misbrugssager, hvor kommunerne greb ind for sent, har fyldt medierne de seneste år.

Alligevel er det svært for Børns Vilkår at få kontakt med ofrene, og dermed risikerer de at gå glip af en erstatning fra det offentlige.

– Vi ved ikke, hvor mange børn det drejer sig om. Men vi ved fra de sager, der har været omtalt i medierne, at der er børn og unge derude, som ikke har fået den tilstrækkelige hjælp fra kommunen, siger Helle Tilburg Johnsen, vicedirektør i Børns Vilkår.

I 2012 fik organisationen otte millioner kroner fra satspuljen til at oplyse børn om deres rettigheder og til at hjælpe dem med at søge erstatning med støtte fra en bisidder.

Men kun få har taget imod muligheden, og derfor risikerer en del af beløbet at komme til at stå ubrugt hen, når projektet udløber næste år.

I alt har 36 børn henvendt sig, og heraf har Børns Vilkår vurderet, at der i 14 tilfælde er belæg for at rejse en erstatningssag mod den kommune, hvor barnet boede, mens overgrebene skete.

Foreløbig er det lykkedes for to at opnå erstatning – den ene er en 20-årig pige fra Tønder. Hendes far blev i 2007 idømt 10 års fængsel for et årelangt misbrug af hende og for at lade en stribe andre mænd misbruge hende og lillesøsteren.

Når så forholdsvis få har fulgt hendes eksempel og henvendt sig til organisationen, kan det skyldes, at hverken børnene eller deres nærmeste kender muligheden.

Derfor håber Børns Vilkår, at personer i børnenes netværk vil opfordre dem til at henvende sig.

Ikke kun for at få en økonomisk kompensation. Mindst lige så vigtigt er det for børnene, at “systemet” anerkender, at det har fejlet.

– Når man føler sig svigtet, er det en kæmpe lettelse, hvis man oplever, at andre kan bevidne, at det der foregik ikke var i orden, siger Helle Tilburg Johnsen.

Formand for Foreningen af Døgn- og Dagtilbud for udsatte børn og unge Søren Skjødt ville ønske, at flere fik den anerkendelse.

– Men når få henvender sig, kan det skyldes, at de har mistet troen på, at systemet vil stå ved de fejl, som blev begået. De orker det ikke, måske fordi de tidligere har følt, at systemerne dækkede over hinanden, siger han.

Andre føler, at de er kommet videre i deres liv og har ikke lyst til at blive mindet om en traumatisk barndom.

– Det kan være smertefuldt at gå tilbage og forholde sig til det svigt, som man var udsat for tidligere i livet, siger Søren Skjødt.

/ritzau/