Mirakelfund får Søværnet til at genoverveje “dødsskema”
En sejler skulle ifølge Forsvarets søredningstjeneste være død efter otte timer, men overlevede 17 i shorts.
Ud fra et skema kunne Forsvarets søredningstjeneste se, at en 47-årig mand ikke ville overleve i vandet i mere end otte til 10 timer, efter at han tirsdag var faldet over bord fra sin sejlbåd ved Vordingborg.
Men skemaet passede ikke på virkeligheden i denne sammenhæng, for lystsejleren blev fundet i live af en tilfældigt forbipasserende sejlbåd over fire timer efter, at eftersøgningen var blevet indstillet.
– På nuværende tidspunkt kender vi ikke de nærmere omstændigheder, og dem skal vi have fundet ud af. For vi har behov for at finde en forklaring på, hvordan han har overlevet så længe, siger vagtholdsleder Jan Møller Nielsen til Ritzau.
– Det er et mirakel, for det burde ikke kunne ske, fortsætter han.
Skemaet kan findes i en såkaldt “search and rescue manual”, som er udarbejdet af Skibsfartens- og Luftfartens Redningsråd.
Ifølge Ritzaus oplysninger bygger skemaet ovenpå data, som kommer fra menneskeforsøg, som nazisterne foretog under Anden Verdenskrig.
– Du kan gå ind og se vandtemperatur ud ad den ene akse og tid i vandet op ad den anden. Ud fra hvilken påklædning, personen har på, kan man så se, hvornår døden indtræffer, siger Jan Møller Nielsen.
Ifølge skemaet skulle den 47-årige være død efter blot otte timer i vandet, som i går aftes ifølge vagtholdslederen var omkring 16 grader varmt.
Men manden overlevede i 17 timer i vandet kun iklædt shorts og en tynd jakke samt redningsvest.
Jan Møller Nielsen mener, at episoden bør føre til en evaluering af skemaet.
– Jeg har skrevet en redegørelse i dag, hvor jeg lægger op til, at man kigger på, om man skal have justeret de her tidspunkter for, hvornår man omkommer i vandet.
– Men det er noget, der skal afgøres af Skibsfartens- og Luftfartens Redningsråd, siger han.
/ritzau/