Ministerium melder sig selv for lovbrud

Sikkerhedsbrud blev først rettet op efter et halvt år. Ministerium undskylder. Advokat undrer sig over forløb

Justitsministeriet kalder det selv “meget beklageligt”, at ministeriet i en redegørelse har offentliggjort personfølsomme oplysninger og oplysninger om strafbare forhold. Det tog ministeriet et halvt år at rette op – dette er “en meget beklagelig fejl”, hedder det i en skrivelse til en advokat. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

I strid med loven har Justitsministeriet offentliggjort stærkt personfølsomme oplysninger om en mand på et psykiatrisk sygehus.

Det erkender ministeriet selv, oplyser mandens forsvarer, advokat Louise Traberg Smidt.

Lovovertrædelsen skete i februar sidste år, da ministeriet i en redegørelse til Folketingets retsudvalg fortalte om en spektakulær befrielsesaktion mod Psykiatrisygehus Slagelse.

Heri viderebragte ministeriet en række detaljer både om mandens sygehistorie og om hans tidligere kriminalitet.

På grund af sikkerhedsbruddet har Justitsministeriet meldt sig selv til Datatilsynet.

Beklageligt

I et brev fra en afdelingschef i Justitsministeriet til advokaten hedder det, at det er “selvsagt meget beklageligt”, at regler om databeskyttelse og forvaltningsretlige regler om tavshedspligt er blevet overtrådt.

Den krænkede er ifølge politiet fra bandemiljøet og var flyttet fra et arresthus til behandling på sygehuset, da han blev befriet 19. november 2019.

Aktionen skabte stor opmærksomhed. Et våben blev af besøgende smuglet ind på sygehuset skjult i en kageæske, og der blev skudt ned i gulvet, mens gerningsmændene truede sig ud af afdelingen.

På grund af den offentlige interesse blev forløbet gennemgået i en redegørelse, som blev sendt til retsudvalget og offentliggjort.

Den lykkedes den befriede at flygte til Barcelona i Spanien, hvor han dog senere blev anholdt.

– Uanset hvem man er, skal myndighederne behandle folks sager efter reglerne. Vi lever i et retssamfund, og garantierne skal vi ihukomme, siger advokat Louise Traberg Smidt.

Advokat undrer sig

Advokaten undrer sig også over, at Justitsministeriet ikke skyndte sig at tage affære. Hun klagede i februar. I maj erklærede Rigspolitiet sig enig i, at man var gået for vidt.

Men hverken i februar eller i maj rettede ministeriet op på sikkerhedsbruddet. Den manglende reaktion er “en meget beklagelig fejl”, erkender ministeriet.

Først i december blev sagen håndteret som et sikkerhedsbrud. Redegørelsen blev derefter fjernet fra hjemmesider.

Tre beklagelser

Ministeriets brev om forløbet rummer hele tre beklagelser – om regelbruddet, den sene reaktion og så sagsbehandlingstiden. Først i marts i år, altså efter 12 måneder, har advokaten fået svar.

Derimod er Justitsministeriet ikke enig i, at myndighederne med redegørelsen og med en række vurderinger kunne risikere at påvirke rettens behandling af sagen.

Straffesagen blev afviklet nogle måneder efter redegørelsen. Her blev manden idømt fængsel i et år og tre måneder. Han har anket til landsretten.

– Det var kritisabelt og meget besynderligt, at man offentliggjorde detaljer og vurderinger af forløbet så tidligt, siger Louise Traberg Smidt.

På det tidspunkt, da Justitsministeriet blæste både vurderinger og personfølsomme oplysninger ud i offentligheden, havde advokaten forbud mod at drøfte mange af detaljerne med sin klient.

Powered by Labrador CMS