Minister vil tvinge unge i praktik
Listerne, hvor tusindvis af elever på landets erhvervsskoler står opført, fordi de venter på at få en praktikplads, skal være kortere.
En aftale mellem arbejdsmarkedets parter (DA og LO) og Undervisningsministeriet betyder, at der nu hankes gevaldigt op i ventelisterne, skriver Politiken torsdag. Blandt andet skal alle elever, der står i venteposition – og dermed ikke kan gennemføre deres uddannelse som for eksempel tømrer, frisør eller mekaniker – fremover til faste samtaler om deres situation. Her skal de vejledes i, hvordan de kommer videre.
Viser det sig, at de ikke er villige til at tage i praktik på et af landets 50 praktikcentre eller flytte til en anden landsdel for at tage en ledig praktikplads i en virksomhed, vil de blive smidt af ventelisten.
– I den situation er man ikke længere reelt praktiksøgende i forhold til, at man ønsker at gøre sin uddannelse færdig. Lige nu er der for mange, der bare står i køen og figurerer som praktikpladssøgende, men som faktisk ikke er det, siger undervisningsminister Christine Antorini (S) til Politiken.
Villigheden til at rejse langt efter praktikplads gælder også, selv om eleven er under 18 år og må flytte hjemmefra for at gennemføre uddannelsen.
Lige nu står det højeste antal erhvervsskoleelever i ti år i kø. 13.200 elever venter på at komme i praktik i en virksomhed. Knap 8.000 af dem er i praktik i et praktikcenter på en erhvervsskole, men resten står helt uden plads og er derfor ikke på vej til at gennemføre uddannelsen.
De lange ventelister er med til at give erhvervsuddannelserne et dårligt ry, siger Henrik Bach Mortensen, der er direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.
– Nogle forældre og uddannelsessøgende unge hæfter sig ved de lange ventelister for praktikpladssøgende, og at man derfor ikke kan være sikker på at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse. Men de tal, der er blevet nævnt i debatten, har slet ikke været udtryk for den reelle mangel på praktikpladser, siger han til Politiken.
Aftalen skal kunne føre til, at der oprettes mellem 1.000 og 2.000 nye praktikpladser. Blandt andet ved, at 55 millioner kroner sættes af til at sende konsulenter på besøg hos virksomheder for at få dem til at tage lærlinge ind. Formanden for Erhvervsskolernes Elevorganisation, Mie Hovmark, glæder sig over, at der er flere praktikpladser på vej. Men hun er overrasket over, at man fremover vil tvinge eleverne til at gå i skolepraktik.
– Hvis det er tilfældet, er det meget drastisk, siger hun til Politiken. Blandt andet fordi lønnen i skolepraktik er væsentlig lavere end en lærlingeløn i en virksomhed – der er omkring 4.000 kroner i forskel per måned.
De nye tiltag træder i kraft allerede fra november og skal evalueres til foråret, skriver Politiken.